TILBAGE I BLÅ: NY UDEBANETRØJE

06.09.2022 05:30

En ny udebanetrøje har fået premiere. Vi spiller i den første gang på søndag.

Mandag aften var AGF Fanshoppen klædt i blåt, da vi havde premiere på vores nye udebanetrøje for sæsonen 2022/2023.

For vi lader nu den traditionelle røde farve få en pause og er derfor tilbage i mørkeblåt på udebane i denne sæson. Det er en farve som mange fans har ønsket tilbage på udebanedragten og nu er den altså tilbage i denne sæson.

Trøjen er som altid fra hummel og i et smukt nedtonet design med en krave, hvor den røde farve stadig er markeret. AGF’s logo er i hvidt og det samme er vores partners logo’er og hummels karakteristiske vinkler.

Når spillerne kæmper på udebane i den nye trøje, vil de altid have byen med sig. For i stoffet finder vi en diskret markering af byens topografi. Så bakkerne i Skåde, Hasle og Jelshøj er med i Aalborg, Silkeborg og Brøndby.

Aarhus er dog også fortsat tydeligt med, da bynavnet fortsat er at finde på ryggen. Men som på den nye hvide trøje, er spillernes navn nu rykket op over nummeret på ryggen og byens navn flyttet nedunder.

Den nye trøje følger naturligvis vores ambitioner på bæredygtighedsområdet og er derfor lavet af 100 procent genanvendt polyester, hvilket også kan ses ved at den bærer vores Ansvarsmærke.

Vores nye udebanetrøje får premiere, når vi møder Silkeborg IF på JYSK Park den 11. september, mens kvinderne bærer den første gang i en udekamp den 17. september.

Trøjen kan dog købes nu i AGF Fanshoppen og online, ligesom man finder den i Sportmasters butikker i Aarhus.