STOR KAMP VENTER EFTER PAUSEN: UDVIDET AGF-AFSNIT I PARKEN

21.09.2022 15:23

Gå ikke glip af kampen mellem landets to største byer. Parken udvider udebaneafsnittet til Aarhus vs. København.

Når 3F Superligaen genoptages efter landskampspausen venter der os lidt af et brag. For søndag den 2. oktober kl. 18 gælder det nemlig kampen mellem Provinsen og Hovedstaden, når vi gæster FC København i Parken.

Det er sædvanligvis en kamp omgivet af stor interesse fra tilhængerne fra begge lejre, og vi husker stadig tilbage på en dramatisk 1-1 kamp i november, da vi senest var på besøg på Østerbro. Her var der godt fyldt på udebaneafsnittet bag det ene mål og det bliver der rig mulighed for igen næste lørdag.

For udebaneafsnittet i Parken er nemlig blevet udvidet til at omfatte 2/3 af tribunen bag målet. Altså vil afsnit D1 og D2 være dedikeret til Aarhus. Udvidelsen betyder, at der vil være plads til op mod 1.700 fans på udebaneafsnittet, hvor billetsalget er startet.

Vi er glade for, at FC København på venlig vis har stillet flere pladser til rådighed for vores tilhængere og vi ser frem til en forhåbentlig rigtig god fodboldaften i København næste lørdag - den 2. oktober, hvor der er kampstart kl. 18.

Man kan købe billet til det udvidet afsnit lige her. Og vælg altså Udehold (D tribunen), hvis du holder med AGF.