AGF KVINDEFODBOLD: - VI TOG FAVORITROLLEN PÅ OS

22.09.2022 07:05

Tilfredshed efter onsdagens pokalsejr i AGF Kvindefodbold-lejren.

Onsdag aften gik AGF Kvindefodbold videre i Gjensidige Kvindepokalen med en sejr på 4-0 over Viborg i tredje runde. Dermed fik holdet en tiltrængt succesoplevelse efter et par nederlag i Gjensidige Kvindeligaen. Og det var godt for holdet at vinde den tredje pokalsejr på stribe.

- Det er godt at vinde fodboldkampe. Men vi kom også for at vinde og var favoritter inden kampen. Så vi skulle være meget fokuseret på, hvad vi ville. Vi ville have bolden på vores fødder hele tiden, og skulle vi miste den, skulle vi så være sultne efter at få den igen. 

- Jeg synes, vi finder en god rytme offensivt, og det er det, vi har manglet lidt i andre kampe. Vi har flere folk med i feltet, når vi laver vores angreb, og det er ikke så mærkeligt, fordi vi i dag er et bedre hold. Men jeg er godt tilfreds med indsatsen, sagde cheftræner Katrine S. Pedersen efter kampen.

Ny spiller fint i gang
På holdet fik nytilkommet Mathilde Rasmussen sin første startplads og midtbanespilleren var naturligvis glad for at kunne kombinere det med en sejr.

- Det er megafedt at være i gang i AGF. I dag får jeg lov til at få flere minutter ved at starte inde, så jeg begynder at lære holdet og spillerne endnu bedre at kende. Jeg synes, at vi har gode opspil og gode sekvenser i kampen.

- Det blev til 4-0, men det kunne godt have været mere, fordi vi skaber så mange chancer, der ikke giver mål. Vi fik øvet mange af de ting, vi gerne ville i kampen, og der er stadig meget at bygge videre på. Men det vigtigste er, at vi nu er videre i pokalen, sagde Mathilde Rasmussen.

Der trækkes lod til næste runde, der er kvartfinalen i dette års pokalturnering i oktober. Kampene spilles så først næste år. I sidste sæson kom kvinderne til semifinalen i Gjensidige Kvindepokalen.

Husk at kvinderne spiller hjemme på Ceres Park på søndag i storkampen mod Brøndby IF. Der er gratis adgang og man finder billetterne herunder.