AGF KVINDEFODBOLD SKAL BYGGE VIDERE PÅ POKALSEJR

23.09.2022 08:51

Søndag er der fodbold igen i Ceres Park, når AGF Kvindefodbold møder Brøndby IF. Her skal en god uge gerne følges op af en god kamp.

Søndag spiller AGF Kvindefodbold hjemme, når Ceres Park danner ramme om et klassisk opgør i dansk fodbold. Kampene mellem AGF og Brøndby IF. Den her gang i Gjensidige Kvindeligaen, hvor kampen starter søndag kl. 14.45. Husk at Gjensidige inviterer til kampen med gratis billetter. De kan hentes lige her.

Holdet glæder sig til at komme hjem i Kongelunden igen efter en svær udekamp i Sundby i sidste weekend. I onsdags fandt man dog frem til en sejr igen i pokalen, da vi vandt 4-0 ude mod Viborg. Så nu skal det blive godt at spille i Aarhus igen.

-  Vi tager en masse selvtillid og glæde med på søndag fra onsdagens sejr og i det hele taget en god uge. Vi skal igen finde glæden frem ved at holde fast i bolden og arbejde hårdt sammen, siger cheftræner Katrine S. Pedersen, der skal sætte sit hold op mod en svær modstander.

Således ligger Brøndby pt. nummer to i Gjensidige Kvindeligaen, men vi har tidligere vundet over de gule og seneste kamp i Ceres Park gav også håb om en god præstation, da vi spillede lige op med mesterholdet fra HB Køge.

- Vi ved, at Brøndby er et godt pasningshold. De spiller ikke som HB Køge, men de er et hold, der er vant til at have bolden meget. Så vi skal forberede os få at have bolden mindre, derfor har vi også arbejdet med, hvad vi kan gøre og hvordan vi kan blive farlige.

- Vi skal holde dem fra chancer, og vi skal holde dem fra så mange chancer, at vi ikke selv skal op og score mange mål for at vinde kampen - det bliver en del af planen, fortæller Katrine S. Pedersen.

Der er kampstart søndag den 25.9 kl. 14.45. AL Bank Fanzonen åbner kl. 13.30. Find billetterne - der altså er gratis - lige herunder.