AGF KVINDEFODBOLD HAR ARBEJDET HÅRDT I LANDSHOLDSPAUSEN

08.09.2022 12:36

Lørdag er AGF's kvinde tilbage i liga-aktion, når HB Køge kommer til Aarhus. Landsholdspausen er blevet brugt godt på træningsbanen, fortæller cheftræneren.

Efter en landsholdspause er der igen gang i Gjensidige Kvindeligaen i weekenden. For AGF Kvindefodbolds vedkommende venter en hjemmekamp mod HB Køge på lørdag på Vejlby Stadion.

I pausen, hvor spillere som Katrine Svane, Ásla Johannesen og tre unge AGF’ere har repræsenteret deres land, er der for de tilbageværende spillere blevet arbejdet hårdt med intensitet og fodboldglæde på træningsbanen.

- Vi har trænet godt, og det har været givende for os at have en længere periode, hvor det har været muligt at arbejde med de sider, hvor vi har manglet det sidste. 

- Der er blevet arbejdet med vores defensive spil såvel som det offensive, og vi har i høj grad arbejdet med vores spillespil samt intensitet i træningen, fortæller cheftræner Katrine S. Pedersen, der også har haft humøret og selvtillid på holdet som et af sine fokuspunkter efter et par svære kampe i ligaens indledende fase.

Og nu er blikket rettet mod lørdagens modstander, der er ubesejret i Gjensidige Ligaen og mod den næste periode, som gerne skal bringe flere point end i sæsonens første tre kampe i ligaen.

- Der venter en svær modstander, der jo efter os skal møde Juventus i playoff-runden til Champions League. Men vi ved, hvordan de plejer at spille, og for os har det vigtigste været at arbejdet med os selv som hold.

- Vi har spillet en masse fodbold for glædens skyld, styrket intensiteten til træning og arbejdet med, hvordan vi gerne vil se ud, og hvilket udtryk vi gerne vil komme med. 

- Vi går ind i næste periode med troen og håbet på, at vi kan løfte os og få vores præstationer til at matche vores niveau.

- Pre-season var god med gode træningskampe, men vi har ikke formået at få den opstart i ligaen, vi håbede på. Mod Fortuna Hjørring fik vi en over næsen, men sådan er det i fodbold. Når vi ikke spiller op til vores bedste, men modstanderne gør, så bliver vi straffet for det. Men nu glæder vi os til at komme i gang med turneringen igen, siger cheftræner Katrine S. Pedersen.

Der er kampstart på lørdag den 10. september kl. 15 på Vejlby Stadion. Find billetter her.

Kommer man ikke på stadion kan kampen også ses på Viaplay.

Husk også kvindernes næste hjemmekamp, der er et rivalopgør mod Brøndby IF. Den spilles på Ceres Park den 25. september, hvor der er gratis entré.