UNGDOM I TESTKAMP MOD UNION BERLIN

17.10.2022 13:21

Mandag spillede et blandet AGF ungdomshold 2-4 med Union Berlin

Mandag eftermiddag var førerholdet i den tyske Bundesliga, Union Berlin, på besøg på Fredensvangs bane 1. Anledningen var en U20 træningskamp mellem de to klubber.

Begge hold stillede med transitionsspillere, samt en blanding af U17 og U19 spillere. For os startede Per Kirstian Bråtveit i målet, mens Adam Daghim, Diesel Harrington og Jing Reece også alle fik gode minutter i benene.

Det var hjemmeholdet, der først kom på tavlen, da vi efter en lige start fik vi bragt os i front på en god omstilling, som Jing Reece afsluttede flot efter godt forarbejde af Emil Vestergaard.

Efter scoringen til AGF bølgede kampen frem og tilbage uden de store chancer til nogle af holdene, men kort inden pausen udnyttede tyskerne en af deres chancer, og de to hold gik til pause med stillingen 1-1.


Anden halvleg fortsatte som første. Intensiteten helt i top i en kamp mellem to lige hold, som begge kæmpede for at få det helt afgørende overtag.

Midtvejs i anden halvleg blev vi tilkendt et straffespark, som Adam Daghim sikkert omsatte til 2-1. Føringsmålet gav kortvarigt noget ro til drengene, men i slutningen af kampen fandt tyskerne skarpheden frem.

Et straffespark, en dødbold og et godt sammenskruet angreb var det der skulle til, og så var vi pludselig bagud 4-2 i en kamp som langt hen ad vejen ellers var lige og bølgede frem og tilbage.

Men skarpheden var til forskel på bane 1 denne mandag, i en kamp som gav værdifuld erfaring til de unge spillere.