OPLØFTENDE BESØG I ALVORLIGE OMGIVELSER
12.10.2022 06:12
Et besøg på Aarhus Universitetshospital vakte glæde hos indlagte børn.
Vi har i AGF gennem flere år haft et godt samarbejde med Familiehuset ved Aarhus Universitetshospital i Skejby, der danner en hjemlig ramme for familier til langtidsindlagte børn. Her kan familierne til syge børn bo, mens børnene er indlagte.
Fornylig var vi på besøg igen, da Jesper Hansen, Tobias Mølgaard, Sebastian Grønning og Oliver Lund brugte en eftermiddag efter træning i selskab med børnene - først på Børneafdelingen på Aarhus Universitetshospital og derefter i Familiehuset, hvor alle hyggede sig og fokus var væk fra sygdommen for en stund.
- Det var stort for familierne at få besøg og dele et lille øjeblik med nogen, de ser op til. Både spillerne og børnene hyggede sig blandt andet med at spille Wii, og man kunne se, at det betød noget for begge parter.
- Der er meget fokus på sygdom, når man er her, så det at fokus flytter sig til noget andet, er vigtigt - især for børnene, det betyder, at de kan føle sig som børn.
- Efter spillerne tog afsted, kunne man mærke, at det var det helt store samtaleemne. Besøg som disse giver børnene noget, de kan glæde sig til og dele med andre. Og vi er dybt taknemmelige for, at spillerne ville komme på besøg, fortæller Vinni Stenholt, der er daglig leder i Familiehuset ved Aarhus Universitetshospital.
Her kan man se mere til Trygfondens Familiehus ved hospitalet i Skejby.