MÅLET ER NÆR: REKORDMANGE TILSKUERE I CERES PARK
27.10.2022 05:34
Efterårets kampe lakker mod enden, og vi mangler kun én kamp for at nå målet om de 60.000 tilskuere i årets sidste fire kampe, når vi tager imod FC København i årets sidste hjemmekamp.
Et udsolgt Ceres Park mod AaB og FC Midtjylland og ikke langt fra udsolgt mod Brøndby IF i søndags - opbakningen til de tre seneste hjemmekampe i 3F Superligaen har været stor og massiv, som den i øvrigt også har til udekampen i dette efterår.
Mod AaB var der 16.233, mod FC Midtjylland var der 18.356 og i søndags mod Brøndby IF var der 15.219 på lægterne.
De seneste tilskuertal betyder, at vi nu har et tilskuergennemsnit i efteråret på 13.616. Det er 37 % flere end i sidste sæson og pånær et procentpoint også den højeste stigning i hele 3F Superligaen.
Det er det højeste tilskuersnit for AGF nogensinde i 3F Superligaen på Ceres Park, og der skal lyde en kæmpestor tak fra alle os i AGF for den flotte opbakning, som holdet har oplevet dette efterår.
Det flotte snit betyder også, at vi er ganske tæt på målet om 60.000 i efterårets fire sidste kampe, som vi lancerede inden kampen mod AaB. Lommeregnerne siger således, at vi nu blot mangler 10.192 tilskuere for at komme i mål.
Og det skal vi nå til årets sidste hjemmekamp i Superligaen søndag d. 13/11 mod FC København, hvor vi igen går efter et udsolgt Ceres Park, der kan sætte punktum for en flot efterårssæson.
Billetsalget til den kamp er startet nu.
Vi kommer i øvrigt til at slutte efterårssæsonen af med et brag. Vi skaber nogle hyggelige og festlige rammer, når vi inviterer til Studiernes Tribunefest. Traditionen tro vender også AGF JULEHJÆLP tilbage til den sidste hjemmekamp inden jul.
Så få fat i en billet nu til årets sidste hjemmekamp.