HØJESTE TILSKUERSNIT NOGENSINDE I 3F SUPERLIGAEN

10.10.2022 09:10

Efter søndagens udsolgte kamp i Ceres Park kan vi nu konstatere et flot tilskuergennemsnit for efteråret indtil nu. Nu går vi efter endnu en udsolgt, så vi kan lave tre på stribe mod Brøndby IF.

Udsolgt mod AaB og udsolgt mod FC Midtjylland. Opbakningen til de to seneste hjemmekampe i 3F Superligaen har været stor og massiv.

Mod AaB var der 16.233 og mod FC Midtjylland i går var der 18.356 på lægterne. Og før kampene kunne vi melde dem begge udsolgt. Grunden til, at der så ikke er 19.400 som er vores kapacitet på Ceres Park er i sagens natur, at der altid vil være sæsonkortholdere og billetkøbere, som ikke benytter sig af sin billet.

De to seneste tilskuertal betyder, at vi nu har et tilskuergennemsnit i efteråret på Ceres Park på 13.349. Det er det højeste snit i efteråret for os nogensinde i 3F Superligaen på Ceres Park og fra alle os i AGF skal der lyde et stort og varmt tak for den flotte opbakning som holdet har oplevet siden sommerferien.

Det flotte snit betyder også, at vi godt på vej mod målet om 60.000 i efterårets fire sidste kampe, som vi lancerede inden kampen mod AaB. Lommeregnerne siger således, at vi mangler 25.411 for at nå det mål.

Men allerede næste søndag den 23. oktober kan vi komme et langt stykke af vejen. For her går vi nu efter endnu et udsolgt Ceres Park. Billetsalget er startet og frem til onsdag kl. 12 kan man nu sikre sig en plads på Ceres Tribunen til en nedsat pris i forhold til en normal kamp mod Brøndby IF. Det gør man via billet.agf.dk.

Tilbuddet gælder kun til Ceres Tribunen og kun til onsdag middag.

I det hele taget er det en god ide at købe billet til kampen i god tid, da vi til seneste kamp oplevede, at flere afsnit var udsolgt i dagene op til kampen.

Kampen er en efterårsferiekamp og vi kommer til skabe nogen festlige og hyggelige rammer om en god oplevelse i efterårsferien for alle.

Vil man være sikker på en plads til både kampen mod Brøndby IF og den sidste hjemmekamp i år, som er mod FC København, så kan man med fordel sikre sig et sæsonkort på abonnement. Se mere om det her.