FULD PLADE FOR UNGDOMMEN I WEEKENDEN

17.10.2022 11:10

Mens de ældste AGF-hold i søndags bøvlede med resultaterne, så var AGF Talent mere skarp i deres kampe i weekenden, hvor der var sejre til alle de ældste hold.

De ældste drenge-hold var på besøg i Aalborg og AaB. U19 drengene kom tidligt i første halvleg foran med 1-0 på mål af Jacob Andersen, men AaB slog tilbage kort inden pausen. Efter pausen sikrede scoringer fra Benjamin Opanovic og Martin Mai dog en tomåls føring. Men igen skulle AaB slå tilbage med scoring til 3-2. Men sejren kom ikke i fare da Mathias Sauer i sidste minut sikrede en 4-2 sejr til de aarhusianske drenge.

Mere sikkert gik det U17-drengene som gik fra banerne med en sejr på 4-1. Målene sat ind af Mikkel Falk Hansen, Frederik Emmery Søgaard, Alan Sediq og Malthe Friis Christensen. Med sejren konsoliderede U17-drengene deres placering i toppen af tabellen. 

Det samme gjorde U15-drengene. Efter de var bagud i store dele af kampen kæmpede drengene sig flot tilbage, David Husted gjorde det til slutresultatet 2-1. U15-drengene kan dog ikke nyde sejren alt for længe. Allerede på tirsdag venter en hjemmekamp mod topholdet OB hjemme på Fredensvang.

Også sejre til pigerne
Også pigerne havde en god weekend da de søndag hjemme på Lyseng Idrætspark tog imod B93. Både U18 og U16 DM pigerne hentede nemlig tre point i deres respektive kampe.

U18DM måtte slide for det i, men vandt alligevel fortjent med 1-0 over et teknisk godt B93-hold. Kampen var undervejs afbrudt en halv time i 2. halvleg pga. tordenvejr, og det var AGF’erne der kom bedst ud fra den pause og kunne omsætte deres store spilovertag til sejrsmålet sat ind af Silke Lynge Larsen.

U18DM fører nu rækken med 20 point efter 7 kampe.

U16DM mødte også B93 og lagde fra start et stort tryk og kunne fortjent gå til pause foran 3-0 på hattrick fra Hannah Bechmann. I 2. halvleg blev sejren kørt sikkert i hus med yderligere to scoringer fra Sophia Parkegaard og Lærke Kirk Hasselstrøm.

AGF fastholder med sejren sin 4. plads i rækken.