AGF KVINDEFODBOLD: KOLDING KALDER PÅ LØRDAG

20.10.2022 16:27

En vigtig udekamp venter AGF's kvinder på lørdag i Kolding.

På lørdag den 22. oktober skal AGF Kvindefodbold en tur til Kolding og Autocentralen Park i 9. runde af Gjensidige Kvindeligaen, hvor Kolding IF venter kl. 13.

Her skal vores holdet forsøge at følge op på et snævert nederlag i søndags med en bedre indsats mod Kolding i jagten på vigtige point. For Kolding IF er med sandsynlighed et af de hold, vi skal tage point mod for at ende på den rigtige side af slutspils-stregen, når vinteren kommer – og den nærmer sig.  

De to holds seneste møde var i sæsonpremieren på Ceres Park, der endte i en deler. Siden har modstanderne har fået tre point mere end os og ligger placeret midt i tabellen, hvor vi befinder sig nederst. Så arbejdshandskerne skal på, hvis vi skal hive en sejr i land og bevæge os op i tabellen.

Kolding IF må forventes at komme med selvtillid efter en sejr over Sundby i weekenden, mens vi måtte se os slået af Fortuna Hjørring med et enkelt mål. Men blikket er rettet fremad, og nu gælder det altså ny kamp lørdag kl. 13.  

- Vi skal arbejde på at være mere aggressive og sulten efter at vinde bolden, og når vi så vinder boldene, skal vi få sat pasningerne sammen - både i omstillinger og i etableret spil. Vi skal arbejde på at bygge spillet op, sådan at vi får bedre situationer og mere sikre gennembrud, siger cheftræner, Katrine S. Pedersen.

Holdet får god støtte til til den vigtige kamp, når Arbejdernes Landsbank har inviteret en busfuld fans med til kampen.

Der er kampstart på Autocentralen Park kl. 13. Tager man ikke selv turen til Kolding, kan kampen følges direkte på Viaplay.