AGF KVINDEFODBOLD: GOD ENERGI I KAMPPAUSE

11.10.2022 17:32

AGF Kvindefodbold fik resultatmæssigt ikke den bedste start på efteråret i Gjensidige Kvindeligaen. Men op til landsholdspausen kom der lidt succes, der gerne skulle fortsætte med hårdt arbejde.

AGF’s kvinder gik til landsholdspause i sidste uge oven på en periode med en sikker sejr over Viborg i pokalen. Et flot comeback mod Brøndby IF. Og ikke mindst en sejr på Right To Dream Park, hvor den første sejr i sæsonen blev hentet inden pausen satte ind.

Og den gode periode er noget, der gavner selvtilliden i truppen og understreger, at alle på holdet skal give sig hundrede procent, hvis den skal fortsætte, fortæller cheftræner Katrine S. Pedersen frem mod at turneringen genoptages på søndag med en udfordrende hjemmekamp mod Fortuna Hjørring.

- Før vi skulle spille mod Brøndby, så sagde jeg, at det letteste er at pege fingre, når det ikke går godt. Men heldigvis har jeg ikke kunnet mærke nogen form for nedtrykkende stemning, og det har været med til at lægge fundamentet for, at ville ud og levere en god præstation mod Brøndby - og det formåede vi virkelig.

- Det skal ikke lyde som et vendepunkt, men vi har selv fornemmelsen af, at vi har spillet os til selvtillid. Vi er stadigvæk underdogs, og det er den rolle, vi skal blive ved at fokusere på. Hvis ikke, vi er hundrede procent fokuseret gennem en hel kamp og i alle situationer, vinder vi ikke fodboldkampe, og det er det, vores sammenhold og aftaler gerne skal gøre - at vi er endnu stærkere i bredden end kun hos de elleve, der spiller.

- Selvtillidsmæssigt har det givet et kæmpe boost, og vi føler selv, at vi har momentum. Ikke at vi føler, at vi rider på en bølge, men vi skal i hvert fald forstærke alt det positive, der er, siger cheftræner Katrine S. Pedersen, der har måtte undvære Mathilde McNamara, Ásla Johannesen og tre unge AGF’ere der har været med landshold i pausen.

Men for de tilbageværende spillere har der været arbejdet videre med holdets udtryk og den gode energi, resultaterne har givet.  

- Vi arbejder stenhårdt med de spillere, der er herhjemme. Vi skal bruge den positive energi, som vi har fået fra kampene ind i denne træningsperiode til at skabe endnu mere selvtillid og tryghed i vores måde at spille - både med og uden bold. 

- Vi har i starten af sæsonen haft nok modgang til, at en eller to kampe ikke lige vender det hele med det samme. Men jeg kan mærke, at de seneste kampe hjælper helt vildt på den måde, vi træner på. Og derfor bliver vores fokus nu at lægge på både fysisk og spillemæssigt i de elementer af spillet, som vi kan se, der skal forstærkes eller forbedres. Det kræver højintense træninger med stor energi og godt humør.

For Katrine S. Pedersen og hele truppen er efterårssæsonen langt fra slut, da de har kampe frem til december og derfor masser af muligheder for at hente nye sejre.

Med syv spillerunder tilbage fokuserer holdet dog kun på én kamp ad gangen. I dette tilfælde er næste kamp mod Fortuna Hjørring, som gæster Vejlby Stadion søndag den 16. oktober.  

- Vi ved, at vi skal have nogle flere point, hvis vi skal nå vores mål, og dem skal vi tage hen ad vejen. Jeg ser faktisk ikke, at vi ikke kan tage point fra alle hold. Så derfor skal vi tage en kamp ad gangen og forberede os sindssygt godt på den.  

- Næste kamp er mod Fortuna, der kan mange af de samme ting som FC Nordsjælland som vi vandt over - men med mere power. Vi skal bruge vores positive selvforståelse og selvfølgelig tage rigtig meget af det offensive spil med fra Brøndby og det defensive spil fra Nordsjælland-kampen.

- Man kan sige, at vi gerne ville have spillet kampen allerede nu, for vi er simpelthen så klar. Men vi vil arbejde hårdt og forberede os godt, og så glæder vi os til at være samlet igen i slutningen af denne uge, siger Katrine S. Pedersen.

Man kan starte efterårsferien med kampen mod Fortuna Hjørring på søndag den 16. oktober. Der er kampstart på Vejlby Stadion kl. 12:45. Køb dine billetter til kampen her. 

Kampen vises også på TV3 Sport og på Viaplay, hvis ikke man kommer forbi Vejlby Stadion.