AGF KVINDEFODBOLD: GOD DEFENSIV GAV SEJREN

Foto: Foto: Dejan Obretkovic — 01.10.2022 15:19

Efter lørdagens flotte sejr på udebane over FC Nordsjælland var cheftræneren for kvinderne, Katrine S. Pedersen naturligvis ganske tilfreds efter kampen.

Lørdag tog AGF's kvinder alle tre point, da vi vandt 3-1 over FC Nordsjælland på udebane. En flot skalp, der var vigtig for holdet, som har ledt efter en sejr i sæsonens første kampe i Gjensidige Kvindeliga. Men den kom altså i runde syv.

- Det føles ubeskriveligt dejligt at vinde kampen i dag og en fantastisk følelse at stå med bagefter.  

- Jeg sagde til pigerne efter kampen, at vi i dag vinder over det hold, vi synes, er det bedst spillende hold i ligaen. FCN var rigtig meget på bolden, vi var rigtig meget i defensiv organisation. Og så var vi skarpe på vores omstillinger, sagde cheftræner Katrine S. Pedersen, som var tilfreds med sit holds defensiv - trods vi i perioder var presset i bund.

- Med den gode defensive organisation, vi har, tillader vi dem at spille på siderne, og det får de rigtig meget af. De får så også overtal til tider og kommer igennem, men de får ikke mange gennemspillede angreb - for vi lykkes med det, vi gerne vil. 

- FCN har bolden meget, men det er i de områder, hvor vi tillader det. De trykker selvfølgelig på, når de er så dygtige, som de er. Men jeg synes, vi så er skarpe på den del af spillet, sagde Katrine S. Pedersen, der altså til sidst kunne se sit mandskab kæmpe tre gode point hjem, som betyder, at vi inden søndagens kampe nu er over top-seks stregen i ligaen.