AGF KVINDEFODBOLD ER KOMMET TILBAGE PÅ SPORET

08.10.2022 07:44

Det har været en drøj sæsonstart for AGF's kvinder. Men succes i pokalen og i de seneste kampe i Gjensidige Kvindeligaen giver optimisme til de kommende kampe efter den aktuelle landsholdspause.

AGF’ kvinder har måske vendt skuden efter de seneste kampes resultater mod Viborg i pokalturneringen og mod Brøndby IF og FC Nordsjælland i Gjensidige Kvindeligaen, hvor de efter sidste weekends sejr i Farum kunne rykke op i tabellen.

De positive resultater er noget, der kan mærkes i truppen, som nu træner i en landsholdspause inden turneringen genoptages i næste weekend.

- Vi har en god fornemmelse oven på de seneste kampe. Hele holdet og staben er blevet ved med at have troen på, at det nok skulle vende på trods af vores svære resultater. Og nu viser det sig også i resultaterne og i vores spil på banen. 

- Det betyder sindssygt meget. Det er ikke nogen hemmelighed, at det har været en hård start for os. Det tager hårdt på selvtilliden. Men vi har hele taget haft en ro og en tryghed i spillet og vores hold, og nu har vi god gåpåmod til de næste kampe, siger Mathilde Kruse som med to mål i seneste kamp havde en stor del af æren for sejren.

Næste kamp er på hjemmebane på Vejlby Stadion, hvor Fortuna Hjørring venter. En kamp, hvor holdet skal rejse sig fra sidste møde, hvor AGF’s kvinder måtte rejse tomhændet hjem fra Hjørring med et sviende 5-0 nederlag.  

- Vi glæder os til at spille mod Fortuna igen og få slettet den seneste oplevelse. Vi vil vise, at vi har rykket os som hold - både defensivt og offensivt og spille med troen på, at vi kan gøre en forskel i den kamp.  

- Det bliver en svær kamp, men vi forbereder os på, hvordan vi kan lukke dem ned, og hvordan vi kan skabe chancer for os selv. Der skal arbejdes hårdt i landsholdspausen, men det er vigtigt for at få de sidste aftaler på plads både defensivt og offensivt, siger Kruse.

Kampen mod Fortuna spilles søndag den 16. oktober på Vejlby Stadion kl. 12.45 og kan ses på Viaplay, hvis ikke man kigger forbi. Billetter købes >>>