142 ÅR MED IDRÆT: MØD AGF'S AFDELINGER

05.10.2022 05:27

AGF af 1880 fylder 142 år i år. Det markerer vi på søndag. I forbindelse med fødselsdagen fortæller vi mere om de mange afdelinger, der hører under AGF af 1880.

AGF af 1880 fylder 142 år i år. Det markerer vi på søndag ved vores hjemmekamp mod FC Midtjylland. I forbindelse med fødselsdagen fortæller vi mere om de mange afdelinger, der hører under den idrætsforening vi står på skuldrene af.

I forbindelse med markeringen af fødselsdagen bringer vi de kommende en serie af portrætter af de forskellige afdelinger, der hører under AGF. Og her skal vi møde en af de nyere afdelinger, der er helt sin egen og ganske særlig.

For i AGF af 1880 findes afdelingen Hercules og Afrodite, der siden november 2021 hører under AGF Gymnastik og definerer sig selv som et idrætstilbud for overvægtige og inaktive børn / unge i samarbejde med Aarhus Kommune. 

Hercules og Afrodite er skabt af AGF af 1880 og har siden 2002 været et idrætstilbud i idrætsforeningen på linje med håndbold, tennis og fodbold. Under overskriften "Fit for Fight" er der tre tilbud opdelt i forskellige aldersgrupper fra 6 år til og med 15 år. Ønsket er at vise børn og unge, at det kan og skal være sjovt at bevæge sig og særligt i fællesskab med andre.  

En eller flere gange om ugen mødes børnene og deltager i forskellige lege og idrætsgrene med trænere, der har både faglig baggrund og en pædagogisk viden. Sidste sæson deltog i gennemsnittet 55 børn, og målet er at få flere med denne sæson. Rekrutteringen sker gennem sundhedsplejersken på skolerne, og det gælder om at få de børn med, der endnu ikke har fundet glæden ved at bevæge sig.  

- Det handler ikke om at få pulsen højt op og have løb på programmet. Hos os er der fokus på bevægelsesglæden. Aktiviterne skal være sjove for børnene, og det kan være alt fra stikbold og jorden-er-giftig til badminton. Efter det blev overtaget af AGF Gymnastik, er der også kommet mere leg på måtter og andre redskaber, fortæller projektkoordinator Pernille Knudsen.  

I samarbejde med Aarhus Kommune bidrager AGF til at øge synligheden om afdelingens arbejde, så flere børn får glæde af tilbuddet. I 2021 blev et incitamentsprogram iværksat med formålet, at børnene i Hercules og Afrodites kommer til træningen, forbliver i foreningen og dermed øger deres chancer for en bedre trivsel.

Incitamentsprogrammet er med til at give børnene ekstra motivation til at passe deres træning og de belønnes med præmier i form af spillertrøjer. 

- At være en del af AGF af 1880 betyder, at der er flere muligheder for Hercules og Afrodite. Der er mange samarbejdspartnere, som gør, at det er et givende projekt for begge parter. Blandt andet arrangementer gennem AGF, hvor de kan møde maskotten Aros og få ture på stadion, betyder meget for børnene og deres familier. Som med incitamentsprogrammet bliver det en ekstra motivationsfaktor, der skal gøre, at børnene får lyst til at blive med, fortæller Pernille Knudsen.

Hercules og Afrodite tilbyder foruden “Fit For Fight-tilbuddene" også Sommerskole den første uge i skolernes sommerferie. Det er ifølge Pernille Knudsen en succesfuld ferieaktivitet, der prioriteres af børnene. 

Sommerskolen er en kæmpe succes. De sidste fire år har der været fuldt hold i starten af tilmeldingsdagene. Målet er at have fokus på lejraktiviteter, ture og det at lave sund mad sammen. Det medvirker til, at børnene ser alternativer, de kan tage med hjem, og det bidrager godt til deres livsstil. 

Læs mere om Hercules og Afrodite her.