STUDIEFEST I CERES PARK INDEN STORKAMP PÅ SØNDAG

11.11.2022 15:30

Søndag er det igen tid til Studiernes Tribunefest i Ceres Park.

Når vi på søndag møder FC København i Ceres Park, bliver det på et bagtæppe af en stor fest for byens studerende, når vi inviterer til Studiernes Tribunefest.

Det er tredje gang vi samler byens studerende til fodbold og fællesskab, og det er efterhånden en tradition på byens uddannelsessteder, hvor mange benytter lejligheden til at knytte nye bånd - til hinanden og til byens hold med en fodboldkamp.

I år finder festen sted i og ved vores store telt i AL Bank Fanzonen foran Ceres Arena, som vi åbner kl. 11.30. Her vil der være et eksklusivt pre-match område, hvor vi byder på øl til studievenlige priser, musik og mad til en hyggelig opvarmning til kampen. Bemærk, at man skal vise studiekort for at få adgang til studieområdet.

Hvis man kommer i god tid, så giver AGF og Ceres en gratis fadøl til de første 500 studerende i pre-match området. Så kom fra start og start ud med en kold fadøl fra Ceres.

I god tid inden kampen går vi så bag om Ceres Arena til Ceres Park, hvor et stort område ved Super1Rent Tribunen (D) er reserveret de studerende. Her venter også en overraskelse fra Ceres.

Er man studerende i Aarhus og endnu ikke blevet inviteret med til Studiernes Tribunefest, så spørg på dit studie, hvordan du kommer med.

Vi glæder os til at tage mod byens studerende til Studiernes Tribunefest på søndag.