LANGT VÆK PÅ KORTET - MEN TÆT PÅ HJERTET

30.11.2022 09:39

AGF Kvindefodbold på klubbesøg i Fredericia KF, der er ny samarbejdsklub.

Vi kunne tidligere på efteråret præsentere en ny samarbejdsaftale med Fredericia KF, der er trådt ind på pigesiden i AGF Klubsamarbejdet. Et usædvanligt samarbejde – afstanden taget i betragtning, men også et meget spændende og perspektivrigt samarbejde, som det lød, da det blev offentliggjort.

Tirsdag aften var fire spillere fra AGF Kvindefodbold, så taget en tur til Fredericia for at markere det nye samarbejde med et besøg til en træning, hvor Sarah Sundahl, Cecilie Johansen, Julie Poulsen og Ásla Johannesen fik et indblik i pigernes træning og fortalte om livet som spiller i Gjensidige Kvindeligaen.

Fredericia KF’s U14-piger fik lov til at få en smagsprøve af spillernes egen ligatræning, som indebar løb, skudtræning, kampe og ikke mindst masser af konkurrence.

Efterfølgende blev der snakket fodbold, og hvad der skal til for at nå sine drømme. Pigerne var ivrige efter at stille spørgsmål, og det gav gode snakke om kvinder i fodbold, idoler og skader. Der var også tid til autografskrivning inden afsked.  

Betyder meget  
For træner, Lotte Sørensen betyder det meget for pigerne og klubben, at AGF kom til Fredericia og var sammen med de lokale piger til træning.

- For pigerne betyder det rigtig meget, at der kommer nogen udefra og viser, hvad de kan blive til, hvis de bliver ved med at kæmpe for det. Det giver noget anderledes til den normale træning, og de får lov til at træne med nogle, der ved, hvad det vil sige at være professionelle i sporten.  

- Og vi har allerede nu snakket om at tage arrangere en tur til Aarhus i forårssæsonen for at se kvinderne spille. Før har pigerne været med til landskampe, men vi vil gerne give dem muligheden for at få dem til at opleve klubfodbold, fortalte Lotte Sørensen fra Fredericia KF.

AGF siger tak til Fredericia KF, fordi vi måtte besøge dem, og vi ser frem til næste gang. Og ikke mindst til, at klubben kommer til Aarhus.