INDEN SØNDAG: - VI SKAL VÆRE PÅ TÆERNE
04.11.2022 14:54
Søndag venter Viborg FF på udebane. Et hold, der har gjort det godt siden vores sidste møde. Men som vi også kan gøre ondt på.
Søndag venter Viborg på udebane. Her skal vi forsøge at fortsætte den gode stime, hvor vi nu er ubesejret i fire kampe. Vi kommer som bekendt ind til kampen efter en sejr i seneste runde, mens også værterne fik sig tre point, da de vandt i Silkeborg.
Og i det hele taget har Viborg FF gjort det flot i denne sæson i 3F Superligaen, hvor de er det eneste hold, som er ubesejret på egen bane og de er da også nu nummer to i landets bedste række.
- Viborg FF er inde i et godt ’flow’. Det er et rutineret hold som ikke laver mange fejl eller giver mange chancer væk, og de fortjener stor kredit. De har gjort det godt siden vi vandt over dem her i Aarhus tidligere i sæsonen og de har udviklet sig som hold, siger cheftræner Uwe Rösler som dermed refererer til vores seneste møde med Viborg, hvor vi tog sejren i den omvendte kamp i Aarhus, da 3F Superliga-sæsonen var ung og sommeren stadig havde sit tag i Aarhus.
Det resultat skal vi prøve at gentage på søndag - nu på udebane.
- Enhver kamp lever sit eget liv og vi vil gøre alt for en sejr på søndag. Men det bliver svært mod en god modstander. Vi skal finde tilbage til den gode præstation, vi viste mod Viborg sidste gang vi mødte dem og tage den energi med, som vi har fået af vores præstationer på det seneste og ikke mindst sejren i seneste kamp.
- Vi får brug for at sætte en ny god kamp sammen i mange faser af spillet. Viborg har flere måder de kan score på, men vi er stærke defensive - og det skal vi vise på deres bane og så være skarpe, når vi har muligheden for mål. Så jeg tror det bliver en spændende og intens kamp for publikum, og en kamp, hvor vi skal være på tæerne og sætte en god indsats sammen over alle 95 minutter, siger Uwe Rösler.
Der er kampstart i på Energi Viborg Arena kl. 14. Find billet her.
Og her er nyttig information inden turen derud.