HEAD OF COACHING STOPPER
28.11.2022 13:57
AGF og Martin Bloch, der siden juni 2019 har varetaget jobbet som Head of Coaching i talentafdelingen, er blevet enige om at stoppe samarbejdet.
Om beslutningen siger sportschef Stig Inge Bjørnebye:
- Efter grundige overvejelser har vi i den sportslige ledelse vurderet, at tiden nu er inde til en anden profil til posten som Head of Coaching, og derfor er vi blevet enige med Martin om, at vores veje nu skal skilles. Vi har et ønske om en ny retning og en anderledes tilgang til rollen som Head of Coaching, hvorfor der nu sker et skifte på posten.
Han roser Martin Bloch for det arbejde, han har lavet i AGF som Head of Coaching:
- Martin Bloch blev ansat i juni 2019 som Head of Coaching med det klare formål, at han skulle stå i spidsen for at skabe en mere struktureret, systematisk talentudvikling i AGF og sikre et ensartet udtryk fra de yngste talenthold op til U19. Den opgave har han løst til fulde, og han har stor andel i, at talentudviklingen i AGF er blevet mere stringent, og at vi har haft en positiv udvikling i DBU’s licenssystem. Det fortjener han stor anerkendelse for. Han har lagt et stort engagement og mange arbejdstimer på Fredensvang, og jeg vil gerne på AGF’s vegne takke ham for hans ihærdige indsats gennem årene, siger Stig Bjørnebye.
Martin Bloch ser tilbage på en god tid i AGF.
- Jeg har været glad for min tid i AGF og ikke mindst for samarbejdet med trænere, ledere, spillere og forældre. Jeg glæder mig over, at AGF på talentsiden er inde i en god udvikling, og jeg ønsker alt det bedste for talentudviklingen i AGF, siger Martin Bloch, der inden han kom til AGF i flere år var ansat som talenttræner i DBU.
AGF forventer snarligt at kunne melde nærmere ud om det nye setup på talentsiden.