AGF KVINDEFODBOLD FORVENTER TÆT KAMP I BRØNDBY
03.11.2022 13:34
Lørdag skal vores kvinder i aktion igen, når Brøndby IF venter på udebane.
Efter lørdagens storsejr på Ceres Park, venter der nu AGF Kvindefodbold en udekamp i den kommende runde. På lørdag den 5. november går turen således til Brøndby Stadion, hvor et opgør mod Brøndby IF venter kl. 15 i Gjensidige Kvindeligaens runde 11.
Kampen bliver det andet møde med rivalerne fra Vestegnen i denne sæson, hvor vi i første møde spillede uafgjort i en flot kulisse i Ceres Park tilbage i slutningen af september.
Siden da har Brøndby lagt sig i toppen af tabellen på en andenplads og har vundet tre ud af deres seneste fire kampe. I sidste runde tog de fra Sundby med en 2-1 sejr, hvor den tidligere landsholdsspiller, Nanna Christiansen spillede en afgørende rolle i sit comeback.
Selv har vi fået to sejre ud af fire kampe, hvor nederlagene har været til den knebne side. Efter 6-1 storsejren mod FC Thy-ThistedQ, tager vi til Brøndby med en stor portion selvtillid pakket i sportstaskerne og holdet kan da også finde optimisme i at vi er ubesejret i Brøndby, hvor de seneste kampe er endt uafgjort.
Og skal der igen point på kontoen kræver det en ny omgang hårdt arbejde, fortæller Ásla Johannesen, der efter seneste kamp kom på rundens hold.
- Det bliver en tæt kamp med høj intensitet, som da vi mødte dem på Ceres Park. Brøndby er et rigtig godt hold, så det kræver, at vi arbejder hamrende hårdt og gør vores allerbedste, som vi gjorde i kampen mod Thisted. Derfra skal vi tage vores arbejdsmoral med mod Brøndby. Vi skal løbe de ekstra meter for hinanden og være gode både på og uden bold. Hvis vi kan overføre det, så tror jeg på, at det også kan føre til noget godt, siger den færøske landsholdsspiller.
Kampen spilles på Brøndby Stadion kl. 15. Finder man ikke vej dertil, kan kampens ses på Viaplay.