STORKAMP PÅ SØNDAG VÆKKER GODE MINDER
02.05.2023 12:41
Der er gode minder forbundet med de store kampe mod Viborg FF på Ceres Park.
Søndag møder vi Viborg FF i 3F Superligaen hjemme på Ceres Park. Og når de grønne fra domkirkebyen kommer til byen, så vil mange tilhængere måske tænke tilbage på foråret 2017, hvor to kampe mod Viborg FF blev overværet af til sammen over 30.000 fans, der fik både dramatik og forløsende mål at se.
For vi var den gang en del af nedrykningsspillet og skulle ud i to playoff-kampe mod Viborg.
Men først mødte vi dem i den sidste ordinære kamp i slutspillet kort inden. Det var den 7. maj 2017, hvor over 15.000 mennesker havde fundet vej til Ceres Park for at støtte holdet i kampen for de vigtige point frem mod en ny sæson i 3F Superligaen.
Helt præcist var tilskuertallet 15.734, som var ny sæsonrekord i den sæson og den dag en rekord for en kamp mod Viborg FF. Det tal skulle dog blive slået få uger senere. Men først kunne vi glæde os over vores tredje kamp i træk, hvor vi spillede til nul og da Björn Daníel Sverrisson i 2. halvleg kunne score kampens eneste mål var en 1-0 sejr en realitet.
Derefter ventede så to playoff-kampe mod Esbjerg fB, der samlet blev vundet 3-1 før Viborg FF igen stod på menuen i to nye playoff-kampe. Først på udebane, hvor vi spillede 2-2 – og så stod der ellers Viborg igen på plakaten i Ceres Park, hvor vi med en sejr eller 0-0 eller 1-1 kunne sikre os en ny sæson i 3F Superligaen.
Og århusianerne var på ingen måde mættet af kampene mellem de to gamle domkirkebyer. Hele 17.462 mennesker havde således indfundet sig på tribunerne og skabte en fantastisk kulisse om kampen, hvor vi med en sejr kunne sikre os endnu en sæson i 3F Superligaen.
Og med den tredje hjemmesejr i træk over Viborg FF - hvilket vi den gang ikke tidligere havde præsteret - kunne de over 17.000 fans bryde ud i jubel efter kampen.
Kampen endte nemlig som den første tidligere på måneden også 1-0 - denne gang på mål af Morten Duncan Rasmussen, der scorede sit 141’ende mål i Superligaen i en mindeværdig maj måned i Aarhus med to store kampe mod Viborg, som samlede over 33.000 århusianere.