DRAMATISK DELER I CERES PARK

20.03.2022 16:41

Søndagens kamp mod Viborg endte uden en vinder foran mere end 12.000 tilskuere i Ceres Park.

Et talstærkt publikum var mødt op til Studiernes Tribunefest, da vi hjemme i Ceres Park tog imod Viborg i 3F Superligaen søndag eftermiddag.

Det var sidste kamp i grundspillet, og med en sejr kunne vi rykke op over Viborg og erobre syvendepladsen i tabellen.

Solen skinnede fra en skyfri himmel over Aarhus, idet opgøret blev fløjtet i gang. Vi fik en ganske god start på opgøret. Her var vi dominerende på bolden og holdt også Viborg væk fra chancer.

Efter fire minutters spil fik vi vores første reelle chance. Et godt indlæg fra Mikael Anderson fandt vej til Dawid Kurminowskis pandebraske. Desværre havnede hovedstødet lige i favnen på gæsternes keeper.

Vi fik udnyttet vores gode periode til at komme foran 1-0 efter et kvarter. Jack Wilshere leverede en FIN assist til Mikael Anderson, og islændingen kvitterede med en sublim afslutning mellem benene på Viborg-keeperen.

Kort efter målet måtte Alexander Munksgaard desværre udgå. Det betød, at Anthony D’Alberto kom på banen.

Målet til 1-0 fik Viborg til at komme med en trodsreaktion. Gæsterne kom bedre med i opgøret, men vi formåede at holde dem fra fadet. Derfor var vi fortsat foran efter den første halve time.

Mod slutningen af første halvleg var det stadig Viborg, der var dominerende på bolden. Men med gode defensive aktioner og et par redninger fra Jesper Hansen lykkedes det os at komme til pause foran med 1-0.

2. halvleg
Efter pausen fik vi en rigtig god mulighed med et frispark lige udenfor feltet. Albert Grønbæk sendte bolden mod det fjerneste hjørne, men desværre røg forsøget ved siden af gæsternes mål.

Få minutter senere var det Viborg til at være målfarlige. Et hovedstød efter et hjørnespark havde retning mod mål, men heldigvis blev bolden sendt på overliggeren.

Desværre fik Viborg udlignet efter en lille times spil, da Nicolas Burgy sendte bolden ind bag Jesper Hansen, og dermed var stillingen nu 1-1.

Træværket var med os flere gange i opgøret. Midtvejs i anden halvleg sendte gæsterne en afslutning mod mål, men den ene opstander blev vores redning.

Kampen bølgede frem og tilbage i den efterfølgende periode. Flere gange nærmede vi os Viborgs målfelt, men det blev aldrig rigtig farligt. Det samme gjorde sig gældende for gæsterne, hvorfor der var erklæret stillingskrig i Ceres Park.

I slutminutterne forsøgte vi at jagte de tre point. Mikael Anderson sendte et indlæg over i det bagerste rum, men desværre uden adresse.

Dybt inde i tillægstiden fik Viborg tildelt et straffespark efter VAR-tjek, og Sebastian Hausner fik sit andet gule kort og dermed udvisning. Men Jesper Hansen diskede op med en flot redning. Dermed ingen fuld gevinst af den sidste kamp af grundspillet i 3F Superligaen.

AGF vs. Viborg FF / 3F Superligaen - Runde 22 / Ceres Park / 20.03.2022
1-0: 16’ Mikael Anderson
1-1: 59’ Nicolas Bürgy

Advarsler:

AGF: Anthony D’Alberto, Albert Grønbæk, Nicolai Poulsen, Frederik Brandhof, Sebastian Hausner, Erik Kahl, Jack Wilshere

Viborg FF: Frans Putros, Daniel Anyembe

Tilskuere: 12.487

MoM: Jack Wilshere

AGF:
Jesper Hansen, Yann Aurel Bisseck, Eric Kahl, Alexander Munksgaard (19’ Anthony D’Alberto), Sebastian Hausner, Nicolai Poulsen, Mikael Anderson, Jack Wilshere, Albert Grønbæk (64’ Mustapha Bundu), Frederik Brandhof (86’ Frederik Ihler), Dawid Kurminowski (64’ Patrick Mortensen)