DAVID NIELSEN FØR FCN - BLIVER GODT KOMME HJEM

06.03.2022 13:54

Mandag aften gælder det første kamp i 2022 for 3F Superligaen hjemme i Aarhus - og det er noget cheftræneren og truppen har glædet sig til.

Oven på to udekampe som de første kampe i 2022 gælder det nu endelig en hjemmekamp for 3F Superligaen, som mandag aften tørner ud mod FC Nordsjælland kl. 17.

Efter en sejr og et nederlag i de to første kampe gælder det for holdet nu om at fortsætte den gode stime hjemme i Aarhus, hvor vi er ubesejret siden august.

- Alle glæder sig til at komme hjem og spille i Ceres Park. Det er jo det, det handler om - at spille og vinde foran vores egne fans i Aarhus. Og vi håber der kommer mange til den første hjemmekamp i år, så gutterne kan føle den kærlighed og store opbakning, de også gjorde sidste år, siger cheftræner David Nielsen med henvisning til, at Ceres Park i efteråret i 2021 havde det højeste tilskuersnit i mere end 10 år. Og i morgen forventer vi da også over 10.000 gæster til en kamp, der gælder vigtige point i jagten på den top seks mulighed, der stadig lever.

- Vi skal revanchere os efter sidste uges nederlag og vise vores styrker frem på hjemmebane. FC Nordsjælland har før voldt os problemer i Aarhus og de kommer også for at få et resultat i den situation, de er inde i. Så det kommer til at kræve endnu en god indsats fra vores side, og vi skal ud og vise den rigtige attitude og få gang i vores spil og kvaliteter, tilføjer David Nielsen.

Husk at vi i morgen samler ind til fordel for det krigsramte Ukraine. Sammen med Salling Group og Folkekirkens Nødhjælp har vi sat en indsamling i gang, så vi kan hjælpe de mange fordrevne flygtninge. Man kan allerede nu gi' et bidrag og efter kampen kommer spillernes kamptrøjer på auktion til fordel for indsamlingen.

Der er kampstart i mandag i Ceres Park kl. 19. Køb billet her >>>