AMMITZBØLL FRA AARHUS TIL AALESUND
31.03.2022 17:00
Alexander Ammitzbøll forlader AGF til fordel for norsk fodbold.
Angriber Alexander Ammitzbøll forlader AGF for at slutte sig til den norske eliteserie klub, Aalesunds FK fra byen af samme navn.
Dermed vender Ammitzbøll tilbage til norsk fodbold som han i 2020 stiftede bekendtskab med under et lejeophold i FK Haugesund. Og nu går turen så på en permanent aftale til de orange fra Aalesunds FK.
- Det er en god mulighed som der er opstået for både spiller og klub. Alexander har haft lidt langt til spilletid og har derfor helt forståeligt lyst til at jagte det et andet sted, hvor mulighederne for det måske er bedre end de er lige nu i AGF. Han er en talentfuld angriber, der skal ud og score mål. Det får han nu muligheden for i Norge, hvor han tidligere har vist sig flot frem, og vi takker ham for en god tid i AGF og ønsker ham alt mulig held og lykke, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.
Det norske transfervindue lukker midnat til fredag, hvorfor et skifte har været en mulighed nu. Og den 23-årige angriber var ikke sen til at gribe muligheden, da den opstod.
- Jeg har gode erfaringer med norsk fodbold og jeg er nået et sted i min karriere, hvor jeg skal spille mere end, jeg har haft muligheden for i AGF, hvor konkurrencen i front er hård. Så da muligheden opstod med Aalesunds FK blev jeg meget interesseret og jeg kan mærke, at det har jeg stor lyst til. Det er en god klub, hvor jeg kan bidrage og hvor jeg selv kan få en frisk start som spiller.
- Jeg har haft en god tid i AGF og er glad for alt det, jeg har lært siden, jeg kom som ung spiller, og jeg ønsker alle på og omkring holdet held og lykke med resten af sæsonen, siger Alexander Ammitzbøll, der oprindeligt stammer fra Skanderborg, men som 17-årig skiftede til AGF. Her fik han sin debut i 3F Superligaen i august 2017.
Det er siden blevet til 37 kampe i alle turneringer for AGF med syv mål til følge, hvor de fleste fans nok bedst husker et forrygende sejrsmål mod Randers FC i foråret 2021.
Under sit lejemål i Haugesund i 2020 spillede Ammitzbøll 27 kampe og scorede fire mål. Fremover skal han altså tørne ud for Aalesunds FK, hvor Ammitzbøll i øvrigt får selskab af den tidligere AGF'er, Alexander Juel Andersen som klubben har hentet i OB.