AGF SCORER TOPPLACERINGER I INTERNATIONAL RANGERING

15.03.2022 09:59

Ny undersøgelse placerer AGF i den danske klima-top

Over klubber som Arsenal, Bayern München og Aston Villa er AGF rangeret som den bedst placerede danske klub i en ny årlig rangering om fodboldklubbers indsats for miljøet og klimaet.

Rangeringen udarbejdes af organisationen Responsiball som er en non-profit organisation fra Schweiz, der årligt undersøger fodboldklubbers indsatser på deres lokalområde, på klima- og miljøet, på såkaldt governance og andre faktorer. Og nu er deres rangering for 2021 klar. 

Her kommer AGF ind som nummer 10 i verden på rangeringen med miljø og klima - og overgår således F.C. København der er nummer 23 og Brøndby IF, som er placeret som nummer 55.

I alt er der 224 placeringer, hvor forskellige klubber fra hele verden er rangeret ind. Øverst på klimalisten finder vi tyske VFL Wolfsburg. 

Også på områder som governance, der handler om sund ledelse, kommunikation, sponsorarbejde mv. og arbejdet med fans, billetter og sikkerhed bliver klubberne rangeret. Og her kommer AGF ind som en flot nummer 16 blandt alle klubber. 

Samlet set er AGF nummer syv på den internationale rangliste, når man samler alle faktorerne i rangeringen. En placering som den næstbedste danske klub på Responsiballs samlede rangering klubberne - kun overgået af F.C. København, der er en flot nummer to.

- Responsiballs rapport er en bekræftelse på, at vi er godt på vej med vores bæredygtigheds-arbejde og vores fokus på AGF’s sociale ansvar. Generelt klarer vi i Danmark os rigtig godt i rangeringen og vi er glade for, at vi kan være med til at tiltrække et positivt fokus på 3F Superligaen, hvor der mange steder bliver arbejdet seriøst og godt med lokalsamfundet og vi også begynder at se et fokus på bæredygtighed, siger chef for branding og bæredygtighed i AGF, Anne Jensen, der ser rapporten som god motivation til de kommende års arbejde. 

- Vi har en ansvarlighedsstrategi, som indeholder de områder, vi netop er blevet målt på. Der er masser at gøre, og jeg er bare glad for at der begynder at komme mere fokus på disse vigtige områder. På den måde fungerer rapporten ikke bare som et skulderklap til vores arbejde, men i høj grad også som motivation til at fortsætte, tilføjer Anne Jensen.

Ser man på lande er Danmark også flot rangeret som nummer to på Responsiballs samlede liste - kun overgået af Tyskland. Det er en stigning på hele fire pladser fra sidste års rangering, hvor Danmark og 3F Superligaen var nr. seks. Mere end 400 klubber verden over bliver hvert år rangeret af Responsiball.

Dyk selv ned i listerne på responsiball.org