AGF KVINDEFODBOLD: - VI HAR FLYTTET OS

21.03.2022 10:50

AGF Kvindefodbolds cheftræner, Katrine S. Pedersen, roste sit hold efter søndagens smalle nederlag i pokal-semifinalen til Fortuna Hjørring.

Det var marginalt, men ikke desto mindre måtte AGF Kvindefodbold se sig samlet slået 2-3 efter søndagens anden semifinale i Gjensidige Kvindepokalen, hvor vi tabte 0-1 i Hjørring til Fortuna. Dermed slog hjørringenserne til finalen med en samlet 2-3 sejr.

I en tæt kamp med få chancer viste AGF Kvindefodbold, at de kunne spille op med et af Danmarks bedste mandskaber, da holdet over to kampe var med i spillet om en finaleplads helt til det sidste.

- Vi bliver aldrig tilfredse med at tabe, men vi havde forinden snakket om, at hvis vi tabte til et bedre spillende hold, skulle vi kunne se hinanden i øjnene og sige, det var en god indsats. Vi skulle være det hold, der ville vinde mest – både dueller, højintense løb og nedfaldsbolde.

- Og jeg synes faktisk langt hen ad vejen, at vi gjorde alt dette. Defensivt er jeg godt tilfreds med, at vi stort set holder dem fra chancer. Jeg synes, vi var virkelig disciplinerede, og det er jeg glad for og stolt af, sagde cheftræner Katrine S. Pedersen efter kampen.  

Katrine S. Pedersen hæfter sig ved, at hendes holdet er inde i en positiv udvikling. Holdets defensive struktur synes at være styrket, hvilket en flot kollektiv indsats søndag berettede om.

- Det her er en af de kampe, hvor vi defensivt følger vores gameplan til punkt og prikke. Det synes jeg, er en stor cadeau til pigerne. Det var en flot kollektiv indsats, og det giver mig en tro på, at vi virkelig har flyttet os. Det er ikke alle, der kan komme herop og stort set holde dem fra chancer.

Nu venter en uges træning, før turen endnu engang går til det nordjyske lørdag den 26. marts, hvor AGF krydser klinger med AaB i den første ligakamp efter vinterpausen.

KONCERNPARTNERE