AGF KVINDEFODBOLD KLAR TIL SEMIFINALEN

05.03.2022 17:53

AGF's kvinder slog sig lørdag videre i Gjensidige Kvindepokalturneringen med en 2-1 sejr over Odense Q.

På en smuk fynsk forårsdag sikrede AGF Kvindefodbold sig i dag en semifinale i pokalturneringen efter en 2-1 sejr over Odense Q.

Vi kom godt fra start og mødte kampklar op på Ådalens kunstgræs og fem minutter inde havde vi allerede tilkæmpet os kampens første hjørnespark og kunne notere os et par chancer.

Efter en lidt anonym start fra Odense Q begyndte værterne dog at markere sig et kvarters tid inde i kampen, men vi slukkede de chancer, de fik.

Tina Fremo var lige ved og næsten på et direkte frispark, men sendte den akkurat over mål.

Men så - efter 21 minutter fandt Sofie Bloch et lille hul i Odenses forsvar og sparkede os foran 1-0 fra kanten af feltet. 

Og herfra sad vi ellers på kampen. Tættest på det næste mål kom Ásla Johannesen med hovedet efter en stærkt fungerende venstreside skabte flere chancer, og vi dominerede spillet på Odenses banehalvdel.

Men så mod slutningen af 1. halvleg blundede forsvaret lidt og Odense fik udlignet kort før pausen.

 

Allerede et minut inde i 2. halvleg havde vi vores første skud på mål, men kæmpede med at finde den samme rytme, som vi havde i første halvleg.

Begge hold ville gerne have æren af at komme på måltavlen igen, og kampen flyttede sig hurtigere fra den ene banehalvdel til den anden end i første halvleg.

Efter 63 minutter skulle der nye kræfter på banen, og målscorer til 1-0 Sofie Bloch gik ud efter en solid indsats. I angrebet fik Maria Herdel gang i sine finter og kunne efter 70 minutter spille sig til halvlegens hidtil største chance. Men hjemmeholdet fik blokeret på stregen.

Med et højt lagt pres på hjemmeholdet tog AGF hånd om kampen og dominerede igen spillet. Men på trods af overlegent spil og et stort chanceovertag, manglede vi de sidste marginaler til en føring.

Både Maria Herdel, Tina Fremo og Helena Pedersen havde store chancer og det var udelukkende uheldige tilfældigheder, der gjorde, at vi ikke fik afgjort kampen i ordinær tid.

Så ekstra tid måtte der til og her kom forløsningen efter 99 minutter  med en 2-1 scoring fra Helena Pedersen, der endte med, at sende os videre til pokalturneringens semifinale efter en god indsats fra et hold, der aldrig opgav håbet om en udligning og som altså fandt målet til sidst igen.

Nu venter enten Brøndby IF eller Fortuna Hjørring i semifinalerne, der spilles over to kampe i de kommende uger.