AGF KVINDEFODBOLD ER STORLEVERANDØR TIL UNGDOMSLANDSHOLD

22.03.2022 07:09

Mere end en håndfuld spillere fra AGF Kvindefodbold er udtaget på tværs af diverse ungdomslandsholdene. 

I AGF Kvindefodbold er der rigtig mange dygtige talenter. Det kommer også til udtryk på de danske ungdomslandshold, hvor vi i øjeblikket er stærkt repræsenteret.

På U19-landsholdet har således både Julie Poulsen og Thea Rhode været i aktion i slutningen af februar. Begge spillere er også udtaget til EM-kvalifikationskampene mod Kroatien, Polen og Sverige i starten af april.

Der er også AGF-talenter at finde på U17-landsholdet. Laura Kjærsgård og Camilla Bonde var udtaget til onsdagens EM-kvalifikationskamp mod Grækenland. Det samme var Elvira Nejmann, der fik sin debut i U17-landsholdstruppen som blot 15-årig.

AGF-trioen var med i startopstillingen i kampen mod Grækenland, der endte med dansk sejr ved cifrene 1-0. Dermed sikrede det danske U17-landshold sig en billet til EM-slutrunden i Bosnien-Hercegovina i maj.

Endeligt er vi også talstærkt repræsenteret på U16-landsholdet, der afvikler en træningssamling i Vejen i næste uge. Her er hele seks AGF-spillere udtaget i form af Caroline Hartvigsen, Emilia Kristjansdottir, Mie Lerche, Johanne Krøger, Karla Nørgaard og Milla Ahrenholdt.

En anerkendelse
Transitionstræner i AGF Kvindefodbold, Steen Petterson, glæder sig over antallet af AGF-spillere på ungdomslandsholdene.

- Det siger lidt om, at vi er nået langt i AGF Kvindefodbolds korte levetid. Det er en anerkendelse af det arbejde, der bliver gjort på tværs af vores ungdomshold.

- Det allervigtigste for os i talentafdelingen er, at spillerne udvikler sig. Spillerne skal matches på det højeste niveau, og det sker også gennem ungdomslandsholdene, siger Steen Petterson.

De mange landsholdsudtagelser gavner ikke kun den enkelte spiller. Resten af truppen kan også drage nytte af det, ifølge transitionstræneren.

- Det er fedt, at vores ungdomslandsholdsspillere kan være foregangskvinder for resten af truppen. Det gør, at de andre spillere også vil arbejde stenhårdt for at komme på landsholdet, forklarer Steen Petterson.

- Vores ungdomslandsholdsspillere lærer at være i et professionelt miljø. Det gælder både på og udenfor banen. Samtidig får de også noget fysisk styrke og tempo i spillet, som gavner hele holdet.

KONCERNPARTNERE