SKRIV HISTORIE MED AGF KVINDEFODBOLD PÅ LØRDAG

23.05.2022 07:41

Lørdag spiller AGF Kvindefodbold en stor kamp hjemme i Ceres Park. Her går vi efter at sætte ny dansk tilskuerrekord for en ligakamp. Så kom i Ceres Park og støt holdet og vær samtidig med til en historisk dag.

Sæsonen i Ceres Park sluttede ikke med 3F Superligaens sidste kamp for i år i lørdags. For på lørdag den 28. maj slutter vi endeligt af med en storkamp for AGF Kvindefodbold, som møder Odense Q kl. 14.

Og sammen med Gjensidige går vi efter at sætte ny tilskuerrekord for den danske kvindeliga. Derfor håber vi, at se mange til kampen, så vi sammen kan skrive dansk fodboldhistorie. Billetterne er gratis og de kan hentes her.

Uanset om man kender AGF’s kvindehold eller bare er nysgerrig på at opleve holdet, så er lørdag en god lejlighed til at tage familie og venner under armen og komme i Ceres Park, hvor vi åbner AL Bank Fanzonen med underholdning for store og små. Og i det hele taget disker vi op til en sjov og hyggelig fodboldoplevelse inden musikken tager over på hjemmebanen med to koncerter i sommerferien.

På banen er der meget på spil for holdet, som kan sikre sig en ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen. Det kan vi gøre med en sejr, for så kan forfølgerne fra B.93 ikke hente os på den livgivende andenplads.

B.93 møder samtidig topholdet fra Sundby og afhængig af resultatet af den kamp kan et point også være nok til at sikre os liga-status inden sæsonens sidste kamp ugen efter.

Så der er meget på spil for AGF og for holdet. Derfor får holdet brug for alt den opbakning de kan få. Så vi håber at se mange i Ceres Park på lørdag kl. 14. Det er som nævnt gratis. Så det er bare med at få hentet billetterne og kom i skoven til en sidste fodboldoplevelse på denne side af ferien.

På gensyn lørdag!