INDEN SØNDERJYSKE: - STIMEN SKAL VENDES SØNDAG
05.05.2022 04:47
Søndag aften gælder det SønderjyskE hjemme i Ceres Park i 3F Superligaen. Her ser TK frem til muligheden for at slå tilbage oven på en resultatmæssig svær periode.
Søndag aften gælder det en kamp mod SønderjyskE i 29’ende spillerunde i 3F Superligaen. Der er igen vigtige point på spil i nedrykningsspillet, hvor vi stadig jagter den første sejr. Kan vi få den søndag aften vil det samtidig være revanche for seneste dyst mod sønderjyderne, hvor vi jo desværre tabte i Haderslev for ikke så lang tid siden. Men søndag kl. 20 kan vi altså slå tilbage, når SønderjyskE kommer til Ceres Park.
- Det er frustrerende, at det er gået som det er - især når vi har så godt et mandskab som vi har. Men vi har stadig en stærk tro på os selv og på, at det nok skal vende. Stemningen er god i truppen og vi arbejder hårdt på træningsbanen.
- Så vi har en fin og positiv energi, og forhåbentlig kan vi få vores dårlige stime vendt på søndag. Det er en vigtig kamp og det skal vi trække energi ud af og nyde at spille fodbold, siger Thomas TK, der har fundet vej til forsvaret og til startopstillingen i de senere kampe.
Og måske igen får chancen på søndag, hvor det altså gælder SønderjyskE, der i dag skal i aktion i Sydbank Pokalen efter de jo slog os ud i det seneste møde mellem AGF og SønderjyskE i Ceres Park. Siden da har vi mødt SønderjyskE to gange i Haderslev, hvor det er blevet til en sejr til hver.
Seneste 3F Superligakamp mod SønderjyskE i Aarhus endte med en århusiansk 1-0 sejr tilbage i september. Lad os bare få en sejr igen på søndag. Vi ses i Ceres Park!