AGF KVINDEFODBOLD VIL FORTSÆTTE GOD STIME I AARHUS
06.05.2022 04:34
Lørdag skal AGF's kvinder i aktion på Vejlby Stadion. Her ser cheftræneren frem mod kampen, der står mod AaB kl. 14.
Lørdag kl. 14 skal AGF’s kvinder igen i aktion. Den her gang hjemme i Aarhus, hvor det på Vejlby Stadion gælder en kamp mod AaB i bestræbelserne på at sikre os en ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen. Seneste kamp mod AaB gav os en god start på foråret, da vi i det omvendte opgør vandt 1-0 oppe i Aalborg i forårets første kamp.
Siden er vi gået ubesejret gennem forårets andre kampe, hvilket betyder, at holdet inden kampen ligger nummer to i kval-rækken og dermed lunt i forhold til en ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen. Og nu gælder det altså AaB på lørdag.
- Vi har tidligere vist, hvordan man skal spille mod AaB, og det handler om tålmodighed og snilde. De er et hårdt arbejdende hold som har gjort det fint i ligaen, hvor de ikke har fået de sejre, de måske selv synes de har fortjent. Men senest gjorde de godt mod B.93.
- Så selv om det er os, der har overhånden i forhold til tabellen, går vi ind til kampen med en sund respekt for vores gæster på lørdag, siger cheftræner Katrine S. Pedersen, som i weekenden kunne se sit hold spille 2-2 hjemme mod Sundby i en kamp, som med lidt mere held og skarphed var tippet vores vej.
- Vi har nogen ting fra seneste kamp som vi gerne vil forbedre - for eksempel vores pasningsspil, hvor vi skal forsøge at skabe et bedre flow i vores spil på lørdag - det er nødvendigt for at skabe de chancer, der skal til. Og så skal vi være klar fra start og gå ud investere alt vi har, så vi kan komme ind med den nødvendige energi. Det er vigtigt, at vi viser, hvem der bestemmer her i Aarhus.
Der er kampstart på Vejlby Stadion lørdag 7. maj kl. 14. Kommer man ikke på stadion kan kampen følges på et live-stream her.