AGF KVINDEFODBOLD: SPILLERNE SER FREM TIL STORKAMP LØRDAG
26.05.2022 15:26
Holdet er mere end klar til lørdag, når AGF Kvindefodbold spiller sæsonens sidste kamp i Ceres Park.
Lørdag eftermiddag kl. 14 tager AGF Kvindefodbold mod Odense Q i årets sidste hjemmekamp på Ceres Park.
Her er ambitionen at vi kan sætte en ny tilskuerrekord for den danske kvindeliga, når Gjensidige har købt kampen og dermed sørger for gratis entré til Aarhus. Og spillerne håber da også, at se mange på lægterne i Ceres Park.
- Det er altid fedt at have mange folk på lægterne, og hvis vi kunne sætte en ny tilskuerrekord, ville det være kæmpestort - ikke bare for os på banen, men også for hele klubben. Det er vores sidste hjemmebanekamp, og det ville betyde rigtig meget for os, hvis vi kunne have kulissen med os i Ceres Park og på den måde få et godt rygstød i jagten på en sejr, siger midterforsvarer Sofie Vendelbo.
I forsvaret danner Sofie Vendelbo makkerpar med australske Jenna McCormick. Også hun glæder sig til lørdag.
- Vi ser meget frem til kampen og håber, at mange kommer og ser den. Det er en kamp, der betyder meget for os, så vi skal kæmpe både for resultatets og fansenes skyld - og det glæder vi os til, lyder det fra McCormick, der kom på tavlen i seneste kamp, da vi vandt 6-1 over Varde.
Også lørdagens modstander fra Odense har vi fornylig kunne notere os en storsejr mod, da vi vandt 5-1 på Fyn. Den gode stime må gerne fortsætte på lørdag, hvor vi med en sejr ville være snublende nær en ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen.
Så der er masse på spil på lørdag kl. 14. Kom i Ceres Park og bak holdet op i en historisk kamp. Billetter findes på knappen herunder.