VELKOMMEN TIL TOBIAS MØLGAARD

13.06.2022 16:00

AGF styrker truppen med Tobias Mølgaard, der de seneste sæsoner har spillet for Vejle Boldklub. Mølgaard skifter til AGF med øjeblikkelig virkning efter de to klubber er blevet enige om en transfer for den 25-årige forsvarsspiller.

- Tobias Mølgaard har været god i den seneste sæson i 3F Superligaen, hvor han har skilt sig ud med sit spil og sin arbejdsindsats på et hårdt kæmpende Vejle-hold. Han arbejder altid hårdt og er en ydmyg og fokuseret fodboldspiller, som for længst har vist sit værd og sit talent. Han er også hele tiden opmærksom på, hvordan han kan bygge på sit spil og fortsat udvikle sig, og han indeholder mange af de kvaliteter, vi søger hos en spiller hos AGF. 

- Vi har fulgt Tobias længe og vi glæder os over, at han har valgt os som sin næste klub - nu ser vi frem til at se ham i den hvide trøje, siger sportschef i AGF, Stig Inge Bjørnebye.

 

Mølgaard kommer til Aarhus oven på en flot sæson for Vejle Boldklub for hvem han fik debut i 2018. Siden er det blevet til 100 kampe i den røde trøje. Nu går turen altså til AGF for den hårdt arbejdende vestjyde.

- Efter en rigtig god tid i Vejle Boldklub er det nu blevet tid til at tage det næste skridt i min karriere. Og AGF er det helt rigtige sted for mig. Her kan jeg fortsætte min udvikling i 3F Superligaen og lægge yderligere lag på mit spil i en rigtig god klub med et fantastisk godt set up og et stærkt miljø, som jeg ser frem til at blive en del af.

- Det har altid været nogen fede kampe, når jeg som Vejle-spiller har mødt AGF. Nu glæder jeg mig til at blive en del af klubben og til at spille i den hvide trøje, siger Tobias Mølgaard som har fået sin fodboldopvækst i Thisted FC, hvorfra han skiftede til Vejle Boldklub for fire år siden.

Nu gælder det altså AGF, hvor han tiltræder, når 3F Superliga-truppen starter forberedelserne til den kommende sæson torsdag den 16. juni.

AGF og Tobias Mølgaard har lavet en tre-årig aftale.