TAG AGF MED I ØRET I SOMMERFERIEN

30.06.2022 10:21

Tips til sommerferielytning om AGF

Sommeren er over os og Aarhus viser sig fra sin bedste solrige side i de her dage. Uanset om du bliver hjemme i Danmark eller turen går udenlands, så kunne det måske være rart at få lidt lyd om AGF med som podcast, når liggestolen kalder på Moesgård Strand, i Malaga eller måske på bilturen sydpå.

Og her er vi leveringsdygtige i forskellige podcast om AGF. Både nogen aktuelle og nogen spændende afsnit fra arkivet.

Lyt for eksempel til vores serie; BagOm AGF, hvor vi møder forskellige mennesker med deres daglige gang i klubben. Hør for eksempel greenkeeper, Kasper Lund Poulsen fortælle om sit arbejde. Cheftræner for AGF Kvindefodbold og nyligt optagne medlem af Fodboldens Hall of Fame, Katrine S. Petersen er også med i et afsnit, ligesom talentchef Jesper Ørskov er med i det nyeste afsnit.

Guld fra arkivet
I vores fyldige podcast arkiv finder du flere spændende fortællinger, som kan være værd at besøge, hvis ikke du har hørt dem før. I vores serie om AGF’s pokalfinaler kan du blandt andre møde tidligere spillere som Verner Hermansen, Troels Rasmussen, Stig Tøfting og mange andre.

Du kan også dykke ned i vores legender og høre om spillere som Aage Rou og Lars Lundkvist.

Du finder AGF’s Podcast hos iTunes og Spotify. Lige til at tage med på ferien. God lytning. 

Husk også fanpodcasten LydenAGF, som sender nye afsnit hele sommeren.