MINDEORD FOR SØREN PEDERSEN

27.06.2022 11:29

En af klubbens forhenværende spillere, Søren Pedersen er død.

Med sorg har AGF modtaget budskabet om, at klubbens forhenværende spiller, Søren Pedersen er død, 80 år.

Søren Pedersen spillede fra barnsben i AGF, hvor han igennem årene havde den kendte AGF-leder, Knud Steensen, som træner.

Hans talent bragte ham først på skolelandsholdet og dernæst på ynglingelandsholdet, blandt andre sammen med den senere berømte centerforward fra OL i 1960, Harald Nielsen.

Søren Pedersen debuterede på AGF’s førstehold i 1961 som venstre halfback - det man i dag betegner som midtbanespiller. Han var en slider, en arbejdsmand, der med 6-tallet på ryggen af den hvide trøje arbejdede stenhårdt i hver en kamp og ikke skånede hverken sig selv eller modstanderne.

I 1964 var han med på AGF-holdet, der efter en flot efterårssæson vandt sølvmedaljer - et point efter mestrene B 1909 og et point foran KB. Samme sæson blev Søren Pedersen af holdkammeraterne kåret til årets spiller i AGF, hvor han efter flere iøjnefaldende præstationer også blev noteret for en B-landskamp.

En varm Kristi himmelfartsdag året efter gjaldt det landspokalfinalen mod KB. Det blev en hårdtspillet affære, der ret usædvanligt bød på hele to advarsler, og som AGF trak sig sejrrigt ud af med en 1-0-sejr. Søren Pedersen udgjorde i finalen midtbanen sammen med anfører John Amdisen på et AGF-hold, der også talte navne som Henning Enoksen, Jørn Bjerregaard, Verner Hermansen, Ove Sørensen og Bent Martin.

Med finalesejren fulgte fire kampe i Europacuppen for pokalvindere. AGF’erne var amatører, men besejrede efter en helstøbt holdindsats både hjemme og ude de professionelle fra portugisiske Vitória Setúbal, inden AGF og Søren Pedersen runden efter måtte bøje sig for den skotske storklub Celtic FC, der var et af datidens stærkeste europæiske hold.

Efter 85 førsteholdskampe stillede Søren Pedersen støvlerne på hylden og virkede dernæst i en årrække som holdleder og træner i AGF’s ungdomsafdeling.

Civilt arbejdede Søren Pedersen hele livet inden for korn- og foderstofbranchen. I 1960’erne som kornkontrollør - et tidskrævende job der indebar weekendarbejde, og som ofte betød, at han for at nå det hele kørte i sin egen bil til udekampene og ikke tog med spillerbussen.

Hans energi og arbejdsomhed både på og uden for banen fik AGF-lederen Børge Kaiser til at udbryde: ”Det er helt utroligt, hvad den mand kan overkomme”. Søren Pedersen sluttede en flot erhvervskarriere som direktør i ECS EuroCargo Services.

Æret være Søren Pedersens minde.