LANDSHOLDSOVERBLIK: AGF'ERE I AKTION
Foto: KSI.is — 07.06.2022 06:36
Der spilles meget landsholdsfodbold i denne tid - og senere i juni. Her er AGF repræsenteret både på senior og ungdomsniveau. Få overblikket her.
Der spilles masser af landsholdsfodbold i øjeblikket. Både på senior og ungdomsplan. Og rundt om på forskellige landshold er der flere AGF’ere, der har været i aktion og måske også kommer det i de kommende dage.
For Islands A-landshold er Mikael Anderson udtaget sammen med sin snart tidligere holdkammerat Jón Thorsteinsson. Og i fredags blev det til spilletid for Mikael Anderson, da han blev indskiftet - i stedet for netop Thorsteinsson - i en kamp mod Israel i Nations League, der endte 2-2 efter Island ellers havde været foran langt ind i kampen.
Uafgjort blev Islands anden kamp også, da de i aftes spillede 1-1 mod Albanien, hvor Jon Thorsteinsson i øvrigt scorede for Island.
Langt væk fra Island spiller Sierra Leone kvalifikation til Africa Cup of Nations. Her er Mustapha Bundu udtaget til truppen som første gang skal i aktion torsdag mod Nigeria og igen mandag mod Guinea-Bissau
På kvindesiden er AGF Kvindefodbolds Katrine Svane udtaget til det danske A-landshold, som den 12. juni møder Østrig i en venskabskamp i Østrig.
Young guns i national tjeneste
Albert Grønbæk kom på tavlen for det danske U21 landshold, da de lørdag vandt 3-0 over Kasakhstan i EM-kvalifikationen. Her scorede Grønbæk sidst i kampen til 3-0. Også TK er udtaget til U21 holdet – dog uden at komme i kamp endnu.
Fredag spiller Danmark så mod Skotland, mens de slutter denne omgang kvalkampe med en kamp mod Tyrkiet på tirsdag den 14. juni. Begge kampe spilles på Vejle Stadion og kan også følges på TV2 Sport X.
Før pinsen var Eric Kahl i kamp for det svenske U21 landshold, der også spiller kvalifikation til EM. Og med en 3-0 sejr over Luxemburg fik svenskerne et godt rygstød inden de torsdag den 9. juni møder Italien hjemme i Sverige.
Yann Bisseck er også på U21 opgaver. Forsvareren er nemlig udtaget til det tyske U21 landshold, som også i øjeblikket spiller EM-kvalifikation. Bisseck var dog ikke på banen, da Tyskland vandt 4-0 over Ungarn. I aften spiller det tyske U21 landshold igen - det er kl. 18 ude mod Polen.
Der er også helt unge AGF’ere, som i den kommende tid kan se frem til opgaver i den rød-hvide trøje. Således er Gustav Schjøtt fra U15 udtaget til U15 landsholdet, der mødes om en uge i Vildbjerg. Her mødes også det såkaldte Futurelandshold, og her er AGF’erne Viktor de Paoli og Viggo Frost med.
På kvindesiden er Elvira Nejmann, Johanne Krøger og Mie Lerche udtaget til det danske U16 landshold, der spiller mod Tyskland senere i juni.