FØRST TESTKAMP I HUS: EN VARM DELER MED AaB

Foto: Ole Nielsen — 25.06.2022 12:47

2-2 endte lørdagens testkamp mod AaB. Mortensen bag begge AGF-mål.

Lørdag viste Fredensvang og Aarhus sig fra sin smukkeste sommerside, da opstartens første testkamp fandt sted mod AaB. Og der var da også mange, som havde søgt mod Viby og Bane 1 på Fredensvang for at nyde en gang fodbold i varmen.

Og tilskuerne fik set en god kamp, hvor hjemmeholdet startede bedst ud med en stor chance og signalerede dermed en underholdende første halvleg med rigtig flot spil. Vi stillede op med tre mand i forsvaret og med to wingbacks, og selv om det var et nyt system i forhold til seneste sæson, så fungerede formationen til tider rigtig flot.

Efter et lille kvarter satte vi et flot opspil op og fik skabt et overtal på midtbanen. Munksgaard og Mortensen spillede fint sammen og sidstnævnte endte foran mål, hvor hans afslutning først blev reddet, men Mortensen opfangede returbolden og kunne score til 1-0.

Den fine føring blev udlignet af AaB med et flot skud fra distancen ti minutter efter, hvor AaB var kommet mere med i kampen. Og selv om vi fik spillet os til et par gode chancer i halvlegens slutning endte første omgang 1-1.

2. halvleg
Efter pausen skiftede begge hold flere spillere og efter en time var det et helt nyt AGF-hold på banen med mange unge spillere fra U19.

Men inden Patrick Mortensen kunne holde fyraften kom han på tavlen endnu en gang. For vi startede første halvleg som den anden - og var farlige og aggressive, og efter 10 minutter blev Gift Links sendt afsted og leverede et flot indlæg til Mortensen som smukt satte indersiden på til 2-1 til stor glæde for de godt 500 tilskuere på Fredensvang.

De kunne så omvendt ærgre sig efter 77 minutter, hvor AaB fik straffespark og Kasper Kusk kunne udligne til 2-2.

Det var en stilling, der holdt kampen ud - selv om AGF i kampens slutning fik en stor chance, da Emil Vestergaard tog et flot løb i dybden, men hans afslutning ramte stolpen og gik forbi mål.

Så skulle der ha’ været en vinder i dagens testkamp, kunne det godt have været AGF, der spillede en rigtig fin testkamp med gode takter. Nu venter endnu mere opstartstræning inden næste testkamp, som står mod Brøndby IF på udebane næste weekend.

AGF’s trup til kampen (Alle kom på banen):
Jesper Hansen, Daniel Gadegaard, Yann Bisseck, Frederik Tingager, Alexander Munksgaard, Tobias Mølgaard, Eric Kahl, Anthony D’ Alberto, Sebastian Hausner, Nicolai Poulsen, Mikael Anderson, Gift Links, Adam Daghim, Fredrik Brandhof, Patrick Mortensen, Dawid Kurminowski, Frederik Ihler, Jacob Andersen (U19), Oliver Olsson (U19), Asger Beck (U19), Emil Vestergaard (U19)