EN MÅNED TIL AARHUS WALK

24.06.2022 07:11

Så er der kun en måned til at vi samles til Aarhus Walk 2022.

I dag er der præcis en måned til sæsonens første hjemmekamp og dermed også til Aarhus Walk. For traditionen tro mødes vi og fejrer sæsonstarten med en stor fest på Ingerslevs Boulevard og en fælles vandring mod Ceres Park.

Det er en tradition, der har vokset sig større og større siden premieren for tre år siden, og vi glæder os til at se nyt hvidt menneskehav på først Ingerslevs Boulevard og siden Stadion Alle, når vi skal gå mod Ceres Park.

Vores første hjemmekamp står mod Viborg FF søndag den 24. juli kl. 14. Derfor mødes vi allerede fra kl. 10 på Ingerslevs Boulevard til opvarmning med formiddags-fest med live-musik og alskens underholdning for store og små. Og Skt. Lukas Kirken holder traditionen tro også en AGF-andagt.

Derefter bevæger vi os i samlet flok mod Ceres Park til kampen, der altså starter kl. 14.

Køb et sæsonkort nu og vær med til Aarhus Walk. Priserne starter ved 49 kr. om måneden for børn og unge og 99 kr. for voksne.

Billetsalget til kampen er også startet.

Vi ses den 24. juli til Aarhus Walk 2022.