- EN DEJLIG FØLELSE AT HENTE FØRSTEPLADSEN
04.06.2022 15:37
Sofie Bloch scorede lørdag endnu en gang, da AGF Kvindefodbold sikrede sig førstepladsen i kvalspillet og en ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen.
Lørdag vandt AGF Kvindefodbold 3-1 over Sundby Boldklub i sæsonens sidste kamp. Dermed slutter vi som nummer et i kvalifikationsspillet og er derfor også næste sæson i Gjensidige Kvindeligaen.
En stor lettelse og glæde for holdet, der sluttede foråret af med en flot kampå udebane i dag.
- Det var en kamp, hvor vi virkelig ville ud og jagte førstepladsen - så vi går på banen med en stærkt vindermentalitet. Efter en lidt shaky start får vi så brudt igennem og lavet et mål, og derfra synes jeg, vi sidder på spillet i hele første halvleg. Vi kommer foran 3-0 og har kontrol over det.
- 2. halvleg bliver lidt mere rodet efter et lidt heldigt mål, men vi er stadigvæk i kontrol hele kampen. Det er en dejlig følelse og en følelse af, at det er det rigtige hold der vinder kampen og førstepladsen, sagde en af dagens målscorere Sofie Bloch, som med ni mål bliver forårets topscorer i kvalrækken.
- Det er skønt at blive topscorer - det var et personligt mål, jeg havde for foråret. Som angriber er det noget, man selvfølgelig gerne vil, så det er befriende og dejligt at det lykkes. Det giver mig en hel masse, og jeg er glad for at kunne bidrage til holdet, tilføjede Bloch.