AGF KVINDEFODBOLD SLUTTEDE SÆSONEN MED EN SEJR

04.06.2022 14:08

AGF Kvindefodbold tog i dag førstepladsen i kvalspillet til Gjensidige Kvindeliga, da det blev til en flot 3-1 sejr over Sundby Boldklub på udebane. Dermed er vi nu klar til en ny sæson i Gjensidige Kvindeligaen efter et ubesejret forår.

På en af årets første sommerdage skinnede solen over Sundby Idrætspark, hvor sæsonens sidste slag og kampen om førstepladsen i kvalifikationsspillet skulle stå for AGF Kvindefodbold.

De rødklædte fra Sundby viste tænder fra start og lagde højt pres på vores banehalvdel, men deres dominans skulle ikke vare længe. Cecilie Johansen havde AGF’s første chance med et langskud, som Sundbykeeperen dog havde styr på.

Efter nogle jævnbyrdige minutter stod Sofie Bloch og lurede foran målet, og kunne med sin målsikkerhed uden problemer banke os foran 1-0.

Efter 21 minutter driblede Johanne Guldbæk sig fra midten af banen frem til Sundbys målfelt, hvor hun kunne levere en skrå tilbagelægning til Caroline Arhrendtsen, som sparkede os på 2-0 i en fremragende start på kampen for århusianerne.

Chancerne blev ved med at regne ind over Sundbymålet, og vi pressede hjemmeholdet helt i bund.

Sundby havde dog også have et par forsøg på vores mål, men blev aldrig rigtig træfsikre. Mens de sidste sekunder af 1. halvleg rendte u ville Tina Fremo også på tavlen. Med et skud fra en spids vinkel fra venstre side af feltet havde hverken hjemmeholdets forsvar eller målvogter en chance for at stoppe nordmanden, som sendte os foran med 3-0.

2. halveg
Efter pausen havde Sundby fundet en fornyet energi, som midlertidigt satte en stopper for AGF’s momentum med et hurtigt langskudsmål, som sneg sig ind bagved Katrine Svane.

Da rystelserne efter 3-1 målet havde lagt sig, fandt vi dog igen takterne og fik styr på hjemmeholdet. 2. halvleg krævede dog nye kræfter, og vi skiftede ud på flere positioner. Blandt andet kom Thea Rhode ind og havde nogle gode aktioner i angrebet.

Spillet var dog ikke så kønt som i 1. halvleg, og flere af spillerne røg en tur i græsset efter fysisk hårdt spil fra begge kanter. Sofie Bloch var lige ved at komme forbi en Sundbykeeper, som var kommet på skovtur, men i stedet tog hun benene på Bloch og gav AGF et frispark i en gunstig position foran feltet. Cecilie Johansen forsøgte sig på mål, som hun jo har haft held med i tidligere kampe, men denne gang lå afslutningen lige på keeperen.

I sidste del af kampen fik vi flyttet spillet tilbage på Sundbys banehalvdel, og både Christina Ravn og Maria Olsen havde chancer for at gøre føringen større. Katrine Svane var som sædvanligt en sikker sidste skanse, når Sundby fik spillet sig igennem vores pres på midtbanen og i forsvaret.

Sundby gav aldrig op i kampen om førstepladsen, men i sidste ende var vores fightervilje bare stærkere og vi kunne tage en flot 1-3 sejr på udebane.

Dermed slutter vi kvalspillet af på fornem vis med at indtage førstepladsen og er nu klar til Gjensidige Kvindeligaen efter sommerferien.