AGF KVINDEFODBOLD: MÅLVOGTER TIL EM

17.06.2022 04:30

Katrine Svane udtaget til EM

AGF får igen en spiller med på et dansk landshold til en slutrunde. Det står fast efter Katrine Svane fra AGF Kvindefodbold i går blev udtaget til det danske kvindelandshold, der skal til EM senere på sommeren.

Målvogter Katrine Svanes udtagelse kommer efter hun forleden fik sin debut for Danmark i en testkamp mod Østrig. Hun har flere gange tidligere siddet på bænken og fik altså sin debut lige i rette tid til udtagelsen til sommerens EM, der foregår i England fra den 6. juli.

Svane er blot en af tre spillere fra Gjensidige Kvindeligaen, der er udtaget til EM, og målvogteren er naturligvis overmåde stolt og glad for udtagelsen, som kommer efter et succesfuldt forår for klubholdet.

- Det kunne ikke være en bedre nyhed oven på vores flotte forår, hvor vi sluttede på førstepladsen i kvalrækken. Jeg synes selv, jeg har spillet en god sæson, men den her udtagelse er lige så meget et cadeu til mine holdkammerater og til klubben, og især til vores målmandstræner (Bjarne Krog Cassøe red.) som har hjulpet mig i min udvikling.

- Nu glæder jeg helt vildt til at komme til England og til slutrunden. Det bliver stort at repræsentere Danmark og min klub til et EM, siger Katrine Svane, der oprindeligt stammer fra Assens, men som siden 2015 har spillet i Aarhus. Først for vores moderklub VSK Aarhus og siden 2020 for AGF Kvindefodbold.

Det er første gang siden VM i 2010, hvor Jakob Poulsen og Martin Jørgensen repræsenterede AGF på et dansk landshold, at AGF har en spiller med på et dansk A-landshold til en slutrunde.  

Alle i AGF ønsker Svane og resten af det danske kvindelandshold held og lykke til EM-slutrunden, hvor Danmark spiller sin første kamp den 8. juli. Den står mod Tyskland på Brentford Community Stadium i London.