- VI SKABTE DET VI SKULLE
31.07.2022 15:47
Efter søndagens nulløsning mod Randers FC havde cheftræneren naturligvis gerne set de tre point i Aarhus. Men sådan skulle det ikke være i dag.
Skulle det ha' været en vinder i søndagens lokalopgør, så havde de fleste nok ikke sagt noget til, hvis det var blevet AGF. I hvert fald skabte vi mange gode chancer, men måtte til sidst nøjes med det ene point.
- I de første 25 minutter var vi rigtig gode og her spillede vi som, vi gerne vil. Vi skabte de nødvendige chancer - også flere og bedre end i sidste kamp. Men Randers' målmand bliver kampens spiller - og det siger jo alt. Og det må vi bare acceptere, at sådan er det nogle gange, og så er jeg glad for, at vi er så modne og professionelle, at vi kan lukke af. For det er også vigtigt, at vi formår ikke at tabe de her kampe, sagde cheftræner Uwe Rösler efter kampen, der ikke helt var tilfreds med intensiteten i hele 1. halvleg, hvor vi faldt lidt i varmen mod pausen.
- Men vi kom godt igen i 2. halvleg og her fandt vi os selv igen. Vi spillede mod et rigtig godt hold i dag, og vi skaber flere chancer og har mere boldbesiddelse - så det går fremad. Det var bare ikke nok til at vinde i dag. Men vi må også ha' respekt for Randers, som er et modent hold, som vi på mange måder leverer det, vi skal i mod i dag, sagde Uwe Rösler.
Næste udfordringer for cheftræneren og hans hold er om en uge, hvor vi skal til Odense og møde OB.