SIDSTE TESTKAMP MED FOKUS PÅ RELATIONER
BJ / Foto: Ole Nielsen — 07.07.2022 13:54
Cheftræner Uwe Rösler har udtaget 20 spillere til fredagens generalprøve mod SønderjyskE, og sigtekornet er nu for alvor indstillet på sæsonpremieren i 3F Superligaen om ti dage.
Fredag venter SønderjyskE i den sidste testkamp før sæsonpremieren i 3F Superligaen, og det er dermed også Uwe Röslers sidste mulighed for at se sine spillere i aktion, inden der står point på spil. Hvor de første testkampe mest af alt har handlet om at få formen på plads, er fokus lidt anderledes i generalprøven, fortæller cheftræneren.
- Kampen mod SønderjyskE er vores tredje officielle testkamp, og derudover har vi også haft en intern testkamp. Indtil videre har vores fokus først og fremmest været på at give spillerne kampminutter i benene, og spilletiden er blevet delt mere eller mindre ligeligt mellem dem. Mod SønderjyskE vil vi i højere grad have fokus på at bygge relationer på holdet, og vi vil derfor ikke skifte så meget. Og så handler det også meget om at få en god oplevelse for holdet at tage med ind til Brøndby-kampen.
Selvom udskiftningerne undervejs ikke vil være så hyppige som i de foregående kampe, er de 11 spillere, han sender på banen fra start fredag eftermiddag, ikke nødvendigvis lig start-11'eren til sæsonpremieren.
- Nej, det er på ingen måde sikkert. Det afhænger helt af de præstationer, vi ser, og de taktiske valg, vi foretager os mod Brøndby. Alle kampe har deres egne svar, og en opstilling kan være den rigtige mod en modstander, mens en anden modstander kræver andre typer fra start, siger Rösler, der er godt tilfreds med de første uger, han har arbejdet med truppen.
- Vi har en stort set skadesfri trup, og der er god konkurrence om pladserne. Det er meget positivt, og jeg ser frem til kampen i morgen. Spillerne har taget de nye ideer godt til sig. Vi har haft nogle gode resultater i testkampene, og i perioder har der også været gode takter i spillet. Jeg har nu arbejdet med spillerne i tre uger, og jeg synes, at der er visse ting, de allerede har fået implementeret godt, men vi er stadigvæk kun lige i begyndelsen af vores rejse. Vi har stadigvæk meget, vi skal forbedre, så vi kommer op på et nyt niveau med mere konsistens i de ting, vi gør på banen, understreger Rösler.
Kampen mod SønderjyskE spilles fredag kl. 13.00 på Sydbank Park i Haderslev, og følgende 20 spillere udgør truppen:
Jesper Hansen, Daniel Gadegaard, Frederik Tingager, Yann Aurel Bisseck, Sebastian Hausner, Thomas Kristensen, Oliver Olsson, Alexander Munksgaard, Tobias Mølgaard, Anthony D'Alberto, Eric Kahl, Gift Links, Nicolai Poulsen, Mads Emil Madsen, Mikael Anderson, Albert Grønbæk, Frederik Brandhof, Patrick Mortensen, Dawid Kurminowski, Frederik Ihler.
Der er fri entre på Sydbank Park. Kampen vil ikke blive streamet, men du kan holde dig opdateret på vores live twitter-profil.