AGF KVINDEFODBOLD STYRKER OFFENSIVEN MED NY ANGRIBER
02.07.2022 07:59
AGF Kvindefodbold byder velkommen til Benedicte Moss Rasmussen
AGF Kvindefodbold styrker offensiven med angriberen; Benedicte Moss Rasmussen der kommer til AGF fra AaB Kvindefodbold. 24-årige Benedicte Moss vender dermed tilbage til den by, hvor fodboldkarrieren for alvor tog fart i ASA, da vores samarbejdsklub havde et hold i Gjensidige Kvindeligaen.
Siden tog karrieren et nordjysk drej til AaB og nu skal Benedicte Moss Rasmussen altså fremover tørne ud for AGF Kvindefodbold.
- Det er fantastisk, at jeg nu får muligheden for at spille for byens hold. Siden AGF startede projektet med kvindefodbold, har jeg fulgt det tæt, og jeg glæder mig til at blive en del af det.
- AGF har et godt setup med dygtige trænere, og jeg kommer ind i en meget talentfuld trup med holdkammerater, jeg kan lære af og fortsætte min udvikling som fodboldspiller, siger Benedicte Moss, der startede med fodbold i Uldum IF, hvor hun også stammer fra. Udover ASA har Moss også optrådt for blandt andre Kolding IF.
- AGF tilbyder et godt og attraktivt miljø, hvor jeg kan udvikle mig som spiller. Jeg har taget nogen store skridt i AaB, men skal lægge mere på. Og i AGF kan jeg for eksempel få stor glæde af at spille sammen med en rutineret angriber som Sofie Bloch og lære af hende, og i det hele taget komme ind i et professionelt miljø, som kan tage mig det næste skridt i min udvikling, tilføjer Benedicte Moss, der studerer til fysioterapeut ved siden af fodbolden.
- Moss er en angriber på vej frem og hun vil styrke vores offensive muligheder og konkurrencen i truppen. Hun er en god afslutter i boksen og har et stærkt hovedspil, som giver os flere strenge at spille på. Hun havde flere bejler som sin næste klub, men valgte os - og det er vi glade for. Vi tror hun vil kunne bidrage positivt til vores spil i den kommende sæson, siger chef for AGF Kvindefodbold, Marie Greve.
Benedicte Moss Rasmussen har lavet en etårig aftale med AGF.