HANSEN OG CO. HAR KNOKLET PÅ TENERIFE

21.01.2022 12:00

Snart returnerer 3F Superliga-truppen fra opstartens første træningslejr. Her fortæller målmand, Jesper Hansen om en rigtig god træningslejr.

Jesper Hansen og resten af 3F Superliga-truppen nærmer sig afslutningen af opstartens første træningslejr, der foregår på Tenerife. Søndag rejser truppen retur til Aarhus, hvorefter træningen genoptages på Fredensvang inden den næste træningslejr venter rundt om hjørnet. Og for målmanden har det været en god træningslejr i hans første opstart som AGF’er.

- Det har været en rigtig god lejr fra dag et. Det er et lækkert sted, vi bor og træner, banerne er gode og alle forholdene er i topklasse. Vi træner hårdt og med fokus på det fysiske. Så tiden er gået hurtigt i gode omgivelser, og vi har virkelig lagt på og fået trænet rigtig godt, fortæller Jesper Hansen fra træningslejren på Tenerife, hvor to træningspas om dagen har fyldt det meste, men hvor der også har været tid til at lære hinanden endnu bedre at kende i truppen, hvor flere spillere er med på træningslejr for første gang siden de kom til AGF i sommer.

- Selv om vi arbejder hårdt, så har vi også haft tid til at være sammen som trup og få bygget på, på den sociale konto, når nu vi er tæt sammen over længere tid. Det er nemlig også en vigtig del af det, at være på træningslejr - at vi bliver rystet endnu mere sammen socialt. Vi har det i forvejen rigtig godt sammen og der bliver hygget rigtig godt - selv om folk også er trætte om aften oven på træningen, siger Jesper Hansen.

Målmandstræning

Selv om der altså i Tenerife er fokus på den fysiske del af træningen, så har der også været en masse træning med bold på træningslejren, hvor Jesper Hansen og hans målmands-kolleger også får rig lejlighed til at målmandstræne for dem selv.

- Det er både med det fysiske og med forskellige øvelser, når vi som målmænd træner for os selv - det er jo næsten en helt anden idræt på nogen fronter. Og vi arbejder meget med styrke, smidighed, eksplosivitet, teknik, og med en fysisk hård træning med bold, fortæller Jesper Hansen.

Og ved målmandstræningen har 36-årige Hansen ved denne træningslejr også selskab af den 17-årige målmand, Jonathan Hutters, som er en af de seks spillere fra AGF Talent, der er med på træningslejren og som supplerer førsteholdstruppen.