AGF KVINDEFODBOLD BYGGER PÅ FYSISK

20.01.2022 13:00

Der er fokus på den fysiske træning i opstarten hos AGF Kvindefodbold.

Hos AGF Kvindefodbold er de godt i gang med opstarten til et spændende og vigtigt forår. Og i øjeblikket er den fysiske træning i højsædet - blandet andet i et forsøg på at bygge mere udholdenhed og styrke på holdet. Ja, med de programmer som spillerne fik med hjem i ferien, begyndte den fysiske træning for flere uger siden - og ikke kun da kvinderne mødtes igen.

- Den seneste måned har pigerne lavet ultraløb. Derudover har vi kigget hinanden i øjnene og aftalt, at der nu kommer efterløb i den sidste del af hver træning. Vi har nemlig et mål om, at vores resultater på konditionstest skal ligge landsholdshøjt - vi skal være et hold, som er trælse at spille imod, fordi vi ikke bliver trætte, fortæller Mattias Malchaus, der er fysisk træner for AGF Kvindefodbold.