TILBAGEBLIK: VELOVERSTÅET TRÆNINGSLEJR

12.02.2022 08:06

Opstartens to træningslejre er nu godt overstået. Her kigger vi lidt tilbage på den seneste tur, der gik til Alicante i Spanien.

I går landede 3F Superligatruppen i Billund Lufthavn efter en veloverstået træningslejr i Alicante i Spanien. Dermed har gutterne NU overstået de udenlandske ophold i opstarten og fokus rettes nu for alvor mod næste uges forårspremiere i Haderslev, hvor SønderjyskE venter fredag den 18. februar kl. 19. Køb din billet her, hvis ikke du allerede har fået fat i en.

Det blev en god træningslejr i Alicante, hvor holdet tog til efter den første træningslejr fandt sted i Tenerife. Her var der fokus på det fysiske i opstarten, mens der i Alicante også er blevet spillet tre træningskampe.

Truppen trænede for det meste på Hilton La Torre Golf & Spa Resort syd for Alicante, hvor spillerne også var indkvarteret under den sidste træningslejr, mens kampene blev afviklet på Pinatar Arena - på nær den sidste testkamp mod Viborg FF, der blev spillet på træningsanlægget.