AGF KVINDEFODBOLD: OPSTARTEN INTENSIVERES
09.02.2022 14:29
En ny testkamp venter AGF Kvindefodbold i weekenden
AGF’s kvinder er godt i gang med opstarten og selv om turneringen først starter den 26. marts, så er der med en kvartfinale i Gjensidige Kvindepokalen den 5. marts nu under en måned til den første gældende kamp.
Så i weekenden tager truppen en tur til Vejen på en lille træningslejr. Her er der indlagt en træningskamp mod de danske mestrer fra HB Køge den 12. februar. Så her bliver der god mulighed for at teste sig mod de bedste og tage yderligere skridt frem mod sæsonstarten.
- Vi skal gøre os så klar som mulig til sæsonstarten. Opstarten varer otte uger, hvor vi skal gennem flere ting og blandt andet bygge fysisk på og vi skal arbejde med vores spil på den sidste del af banen, så vi kan skabe endnu flere chancer. Vi ved hvad for nogen områder, vi skal arbejde med, og det er det vi gør nu og som vi skal bruge testkampene til, fortæller cheftræner Katrine S. Pedersen.
Testkampen mod HB Køge spilles på Henning Have Stadion i Vejen lørdag den 12. februar kl. 13, hvor AGF.dk dækker kampen.
Næste test er så mod Fortuna Hjørring i Hjørring den 26. februar inden det altså går løs med en spændende kvartfinale i Gjensidige Kvindepokalen den 5. marts mod Odense Q. Den kamp spilles i Odense.
Men på den korte bane gælder det altså først en træningslejr i den kommende weekend.