PLANT ET TRÆ MED AGF
09.12.2022 10:20
Vær med til at skabe den nye Hviie Skov, når vi begynder at indsamle donationer til nye træer i Aarhus. AGF går forrest med 142 nye træer.
Træer er godt. Det er de fleste enige om. De er ikke bare smukke, men livgivende og helt nødvendig for livet her på jorden. Men der bliver færre og færre træer derude i en tid, hvor vi ellers har brug for flere træer og deres egenskaber.
Derfor er AGF nu gået sammen med organisationen, Plant et Træ, hvor vi sammen vil plante nye træer i Aarhus Kommune - i første omgang ved et område ved Ajstrup som Plant et Træ har udpeget sammen med Aarhus Kommune. Her skal vokse en ny stor skov frem og forhåbentlig vil en lille del af den skov blive den Hviie Skov.
- Sammen med Aarhus Kommune og Plant et Træ ønsker AGF at skabe et fælles projekt med og for Aarhus, som bidrager til et bedre klima for os alle. Et område skov på størrelse med en fodboldbane binder årligt mere end ti tons CO2, og det svarer til lidt mindre end en gennemsnitsdanskers personlige udledning på 12 tons CO2 pr. år. Derfor kan vi komme virkelig langt med vores ønsker om at nedbringe CO2-udslippet, hvis vi planter flere træer.
- I AGF arbejder vi aktivt for at nedbringe vores eget forbrug og aftryk, og med Den Hviie Skov ønsker vi at bidrage positivt til forøgelsen af de århusianske skove og til at der komme flere træer, forklarer Sine Haunser, der er ansvarlig for bæredygtighed i AGF.
Køb billet og et træ
Derfor giver AGF nu alle fans muligheden for at være med til at plante træer i Den Hviie Skov. Det sker ved, at der fra forårssæsonens begyndelse bliver etableret en donationsmulighed, når man køber en billet til AGF’s hjemmekampe.
Her kan man - samtidig med sit billetkøb - donere 20 kr. til nye træer. Og AGF går forrest ved at sikre de første 142 træer - svarende til vores leveår som klub. Fremover vil man så kunne donere til skoven, når man køber en billet til AGF’s kampe.
- Alle bidrag tæller, så vi til efteråret 2023 forhåbentlig kan plante en masse AGF-træer. For her vil vi invitere alle ud til skovplantning, hvor vi så sætter træerne i jorden og oplever området for den nye skov, hvor der i forvejen er plantet mange træer, siger Sine Hausner.
Hos organisationen Plant et Træ ser man frem til samarbejdet med AGF om flere træer i Aarhus.
- Jo flere træer, jo bedre, og for os er det fantastisk, at Byens Hold engagerer sig i at skabe flere træer og bedre skovmiljøer i og omkring Aarhus. Den Hviie Skov bliver en del af et nyt område, hvor børn vil kunne lege og samles om at få viden og kærlighed til naturen, så de vil vokse op og passe bedre på den. Det har vi som samfund brug for og vi har brug for det engagement som AGF her udviser overfor deres lokalområde og overfor vores ambition om mere skov, siger Jens Døssing, der er landsformand i Plant et Træ.
Om Den Hviie Skov
Den Hviie Skov er et nyt projekt, hvor AGF sammen med Plant et Træ har fokus på træer, børn og læring. Sammen med Plant et Træ og Aarhus Kommune vil vi sikre flere træer - i første omkring specifikt ved et område ved Ajstrup udenfor Aarhus.
AGF giver de første 142 træer. Resten samler vi sammen ved, at man kan donere 20 kr. hver gang man køber en billet til en hjemmekamp på Ceres Park. Til efteråret 2023, når plantningen kan gå i gang, gøres donationerne op og de første træer plantes. Og alle inviteres med til en dag i skoven, hvor børn og voksne kan plante træer sammen og lære om skovens magi.
Indsamlingen går også til Plant et Træ’s initiativ; ”1. klasser planter træer”, der inddrager byens skolebørn i skovarbejdet, hvor de lærer om skoven og træernes betydning for vores liv.
Plant et Træ er en almennyttig organisation, som har H.K.H. Kronprins Frederik som protektor. Organisationen startede i Aarhus i 1988, og har siden plantet mere end 1,5 mio. træer i Danmark.
Se mere på plant-et-trae.dk