HÅRD SKÆBNE FOR AGF KVINDEFODBOLD
Foto: Ole Nielsen — 03.12.2022 14:12
AGF Kvindefodbold må indstille sig på kvalifikationsspil til foråret efter det lørdag ikke lykkes at få en nødvendig sejr over FC Nordsjælland.
På en december-lørdag var det i dag tid til et altafgørende opgør mellem AGF Kvindefodbold og FC Nordsjælland. Alt var på spil, da det gjaldt en plads i forårets slutspil i Gjensidige Kvindeligaen.
AGF ville med en sejr bringe os over nedrykningstregen, mens Nordsjælland kunne nøjes med en uafgjort for at blive på tabellens sjetteplads.
Fra start viste begge hold, at der var meget på spil. Duellerne var hårde, spillet flød med et højt tempo, og muligheden for afslutninger blev stoppet af gode bagkæder.
Efter ti minutters spilletid tilfaldt kampens første chance Mathilda McNamara. Fra hjørneflaget serverede Cecilie Johansen et flot indlæg, men stolpen kom i vejen for australierens hovedstød.
Chancen var startskuddet til et mere frigjort og godt AGF-spil, hvor vi sad på store dele af spillet i jagten på det nødvendige mål.
Og det kom kort før pausen. Fra højre kant kunne Cecilie Johansen sende bolden i feltet til Sofie Bloch, der kom med perfekt timing og satte hovedet på. Placeret højt i målet kunne holdets topscorer tilføje endnu en scoring til listen, og AGF gik til pause med føringen 1-0, der ville betyde, at AGF ville slutte i medaljeslutspillet.
2. halvleg
Begge hold skulle lige i gang i den første del af halvlegen. Udeholdet foretog et par udskiftninger for at skabe forandring, mens hjemmeholdet fastholdt de startende elleve. Og desværre kunne Nordsjælland udligne, da urets rundede den første time. Herfra gjaldt det for AGF om at få endnu et mål, for kun en sejr ville bringe dem i slutspillet.
Men Nordsjælland blev mere dominerende i spillet og fik kort tid efter en stor chance, der heldigvis røg over mål. Anfører, Katrine Svane kunne fra målet give spillerne en opsang, der gerne skulle give den sidste motivation til resten af kampen.
Caroline Ahrendtsen og Tina Fremo blev skiftet ind til at kunne sætte deres præg med ti minutter tilbage af spilletiden, hvoraf Sofie Bloch og Ásla Johannesen nervepirrende kunne se det sidste fra bænken.
Med fem minutter tilbage fik Nordsjælland tildelt et tvivlsomt straffespark. Det udløste et gult kort, og udeholdet udnyttede muligheden for at bringe sig i front og øge føringen til 1-2.
Målet blev udslagsgivende, og vi måtte med en hård skæbne se os slået af FC Nordsjælland, der nuppede den sidste plads i slutspillet. Derfor skal vi nu spille kvalifikationsspil, når sæsonen genoptages i 2023.
AGF vs. FCN / Gjensidige Kvindeligaen / Runde 14 på Ceres Park 03.12.2022
1-2 (1-0)
41’: 1-0 Sofie Bloch
60’: 1-1 Katrine Møller Kühl
86’: 1-2 Dajan Hashemi (straffe)
AGF:
Katrine Svane, Ásla Johannesen (78’ Caroline Ahrendtsen), Sofie Vendelbo, Mathilda McNamara, Sarah Sundahl (65’ Mariann Høgh), Cecilie Johansen, Sofie Bloch (78’ Tina Fremo), Mathilde Kruse, Mathilde Rasmussen (46’ Benedicte Moss), Kathrine Spanner, Julie Mathiasen.